Sønderborg Kommune har modtaget en henvendelse fra en privat bygherre om at opføre etageboligbyggeri på hjørnet af Bosager og Prins Henriks Avenue.
Området er lokalplanlagt, men projektet kræver, at der laves en ny lokalplan og i går, tirsdag, godkendte udvalget for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur, at det nye lokalplanforslag sendes i høring.
”Mange vil gerne bo i Sønderborg, men geografien og Dybbølfredningen gør, at der er begrænsede udvidelsesmuligheder, og hvis vi ikke vil inddrage grønne oaser inde i byen, må vi acceptere at bygge lidt i højden og jeg mener, at det pågældende område godt kan bære den påtænkte bygningshøjde, men ser frem til høringsprocessen”, siger udvalgsmedlem Tage Petersen til Nært & Nyt.



