På lørdag kl. 13.00 skal FC Sønderborg på en af sæsonens sværeste udebaneture, når holdet gæster BK Klitten i næstsidste spillerunde af Jyllandsserie 2.
Med to runder tilbage fører FC Sønderborg rækken med 24 point. Holdet har det hele i egne hænder, og en sejr i Klitten – kombineret med pointtab til Varde IF mod Bramming – kan sikre førstepladsen og en mulig oprykning allerede denne weekend.
Men i en tæt og uberegnelig pulje er intet afgjort endnu, skriver FC Sønderborg.
Alle scenarier er i spil
Hvis FC Sønderborg vinder over BK Klitten, vil holdet stå med 27 point før sidste runde. Hvis Varde samtidig kun får uafgjort, kan Sønderborg ikke hentes, og 1. pladsen er sikret.
Men hvis FC Sønderborg spiller uafgjort i Klitten, og både Varde og Kolding vinder deres kampe, vil alle tre hold gå ind til sidste spillerunde med maksimalt 25 point – og førstepladsen vil skulle afgøres dér.
I tilfælde af nederlag til BK Klitten, åbner rækken sig helt:
Varde og Kolding kan begge overhale og Herning Fremad kan også blande sig i topkampen afhængig af deres resultater.
Med andre ord: FC Sønderborg kan ende alt fra nummer 1 til 4, afhængig af resultaterne i de sidste to runder.
To hold med alt at spille for
BK Klitten ligger i den tunge ende af rækken, men har stadig mulighed for at redde sig. For dem handler det om point i de sidste to runder – og derfor bliver kampen på lørdag spillet med maksimal intensitet fra begge sider.
“Det bliver tæt. Vi har sat os i en god position, men vi ved, at alt stadig er åbent. Vi skal levere en toppræstation og holde fokus – og så må vi tage tingene én kamp ad gangen”, det fra Marius Vestergaard fra FC Sønderborg.
Tag med bus til BK Klitten
FC Sønderborgs bagland er klar, og der arrangeres fanbus til vestkysten for at støtte holdet. Prisen er 50 kroner og tilmelding sker via SMS til Jan på 27 90 02 01.
Bussen kører fra Egen Hallen, Madeskov og OK Tanken i Dybbøl.
Afgangstid oplyses ved tilmelding.