Team Sjov & Musik starter festlighederne på Rønhaveplads

Teamet bag Sjov & Musik er klar til fest. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
24. april 2025 kl. 04:45

Læsetid: 2 minutter


Team Sjov og Musik præsenterer programmet for festlighederne på Rønhaveplads, hvor der den 24. maj fra klokken 12 til 15:30 er underholdning for både voksne og børn.

”Til vores første arrangement starter Beton Bloggeren festen med hans gode og sønderjyske humor”, siger Martin Michael Jakobsen til Nært & Nyt.

Cool SunShine & Marvers Sofa Jam – bedre kendt som Carina Sanddahl og Martin Michael Jakobsen – vil spille op til fællessang og med sig som gæst har de Kirkens Korshærs kaffekor.

”De næste, som skal på scenen er Keep it Simple, et tremands band, som spiller pop/rock i akustiske udgaver. I deres setliste er bla. Roxette, Sko og Torp og Bryan Adams”, siger Martin Michael Jakobsen, som er initiativtager til Sjov & Musik.

Lange Andersen er et af de nye bands i fællesskabet. De spiller jazz, crooner og swing som fx Frank Sinatra og Nina Simone, men også jazz/swingende versioner af numre med Rasmus Nøhr, Pligten Kalder, Sebastian, Gasolin samt udenlandske kunstnere som Amy Winehouse,  Queen og Steve Wonder.

Logej G lukker årets første arrangement – han er en lokal rapper, der elsker at rappe og hargjort det siden han var 12 år og han har flere udgivelser bag sig.

I det daglige er han medhjælper i Føtex.

”For børnene kommer Pichachu og deler Pokemon kort ud. Derudover kommer Danse Dino og Hajen Henrik og laver sjov. For de mere kreative børn har vi Kates Kreative Hjørne, hvor børn kan klippe og klistre og lege med perler”, fortæller Martin Michael Jakobsen.

Kirkens Korshær byder på gratis  kaffe og kage – og der er mulighed for køb af øl, vand, slushice med mere – og skulle man blive sulten vil der blive solgt pølser med brød – hvor overskuddet går til at dække udgifter til arrangementet.

Er man mere til at gøre en god handel så er der samtidig kræmmermarked på pladsen.

Tak til vores mange frivillige, kunstnere, musikere, samarbejdspartnere og sponsorer: Linak, BALShjørnet, Billigblomst, Als Pølser, Sønderborg Kommune, Føtex, Restaurant Viking, Hjørnekroen, Vores Sønderborg, Christiern 4, Kirkens Korshær, SøndagsJam, Knud Petersen, KS Svendsen og  Hjortgaard Byggeri.