Det her er min første budgetaftale som medlem af Sønderborg Byråd, og derfor er det selvfølgelig også en særlig dag for mig. Jeg gik ind i forhandlingerne for at gøre en forskel for borgerne i Sønderborg Kommune. Og jeg synes, vi står med en aftale, der kan gøre netop det
Sådan sagde Susanne Blegvad Posselt fra SF på mandagens pressemøde i Byrådssalen, hvor hun skulle fortælle, hvad hun synes, der er godt ved det budgetforlig, som hun selv er en del af.
”Jeg er gået ind i forhandlingerne med klare prioriteringer fra SF, men også med en åbenhed over for de andre partiers forslag. Flere af dem kunne lige så godt være kommet fra os, mens andre er blevet en del af det samlede kompromis. For mig handler politik ikke om, hvem der først fik en god idé, men om at finde de løsninger, der gør en forskel for borgerne. Vi skal kunne stå fast på vores værdier og samtidig være villige til at samarbejde. Og der er meget i den her aftale, som jeg er glad for”, sagde hun videre.
”Vi investerer i en ny daginstitution i Dybbøl, afsætter penge til legepladser og får en pårørendevejleder til ældreområdet. Der bliver også sat fokus på hjælp og forståelse for mennesker, der bærer Solsikkesnoren samt fokus på LGBTQ+ og fædre grupper for fædre på barsel.Vi har samtidig blik for vores landsbyer og mellemstore byer, hvor der også skal være plads til udvikling. Der er fundet en god løsning for Broager Plejehjem, og arbejdet med sikre skoleveje fortsætter, hvor Broager bliver den næste i rækken”.
”Vi sætter også flere penge af til Skolernes Årti. Det er vigtigt, at vi kommer videre med renoveringerne og får skoler, der er rare at være, arbejde og lære i. Men gode bygninger gør det ikke alene. Folkeskolen har naturligvis fyldt meget for mig i forhandlingerne. Jeg kender selv hverdagen og ved, hvor presset den kan være. Vi har sat 3 millioner kroner af årligt til folkeskolen i budgetperioden. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi skal også være ærlige om, at der fortsat er behov for et større løft. Vi skal styrke fagligheden og trivslen, blandt andet gennem flere tolærerordninger og bedre pædagogisk støtte”, sagde Susanne Blegvad Posselt.
”Der er også flere penge til det specialiserede område. Det er nødvendigt, at vi kan hjælpe de børn, unge og familier, der har brug for en særlig indsats. Men vi skal samtidig passe på, at udgifterne ikke kommer til at udhule økonomien i vores almene folkeskole. Alle børn skal have mulighed for at lykkes, uanset hvilke behov de har”.
”Naturen og havmiljøet har også fået plads i aftalen. Der er sat ekstra penge af til arbejdet med Den Grønne Trepart. Det er vigtigt, at vi som kommune har ressourcerne til at handle, når landmændene er klar. Gode projekter må ikke gå i stå, fordi vi mangler hænder til at føre dem ud i livet. Samtidig er der fundet penge til stenrev, som skal være med til at skabe bedre betingelser for livet i vores fjorde. Vi har rigtig mange frivillige, der hver eneste dag kæmper for vores havmiljø. Den indsats skal vi som kommune selvfølgelig bakke op om”.
Og netop det med at føre tingene ud i livet er noget, hun gerne vil fremhæve.
”Vi har allerede sat rigtig mange gode tiltag i gang i Sønderborg Kommune. Vi skal selvfølgelig fortsat have ambitioner og udvikle vores kommune, men vi skal også give både de beslutninger, vi allerede har truffet, og dem, vi træffer i dag, tid og ressourcer til at blive gennemført. For borgerne skal ikke kun høre om vores planer. De skal kunne mærke, at der sker noget”, sagde hun.
”En budgetaftale er et kompromis, og ingen får alt det med, de kommer med. Derfor glæder det mig også, at vi er lykkedes med at samle et meget bredt flertal om årets budget. Som SFs eneste medlem af byrådet har det været vigtigt for mig at holde fast i vores prioriteringer, men også at tage ansvar for helheden”.




