Allerede før Schrøders StrandGrill åbnede kl. 12 lørdag middag, stod de første kunder klar i kø for at købe en ristet hotdog, en ringrider eller en fadøl. Vejret var helt perfekt – høj sol, vindstille og det blå hav glimtede i baggrunden.
Da Nært og Nyt kigger forbi ved 14.30-tiden, er der godt fyldt op ved den nye StrandGrill. Et slag på tasken – der har nok været omkring 25–30 gæster, som enten stod i kø eller sad og hyggede sig med maden under soltaget.
“Det er helt vildt, så mange der har været forbi i dag,” fortæller Kim Schrøder til Nært og Nyt. “Vi har solgt over 400 hotdogs, og vi måtte sende en medarbejder af sted for at købe flere pomfritter, fordi vi simpelthen løb tør.”
Ud over de mange ristede hotdogs, røg der i løbet af dagen også en god portion sodavand og fadøl over disken.
Schrøders StrandGrill ligger ved Gammelmark Strandcamping på broagerland og har åbent onsdag, torsdag og fredag fra kl. 16 til 20 – og på helligdage samt i weekender fra kl. 12 til 20.