Sønderjyskes håndboldherrer skal spille mod SAH-Skanderborg AGF

Sønderjyske skal spille i Aarhus. Arkivfoto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
19. marts 2025 kl. 21:05

Læsetid: 3 minutter


Vi går nu ind i den afsluttende fase af et særdeles spændende grundspil i Herrehåndboldligaen hvor hvert eneste point kan blive afgørende i forhold til at nå top 8. Lige nu er der to points forskel mellem nr. 7 og nr. 11, så det tyder på en vild afslutning, skriver Sønderjyske, der har alle mand klar til ligakampen, som spilles torsdag kl.18.30 i Djurslands Bank Arena, Aarhus.

SAH-Skanderborg AGF har imponeret stort efter jul og har vundet alle 4 kampe, hvor ikke mindst en sejr på hjemmebane over mægtige Aalborg Håndbold har givet genlyd. Dermed ligger holdet placeret på 3. pladsen med 27 point.

Sønderjyske har nu også gjort det ganske godt især i de to seneste kampe. Efter at have været stort bagud mod både BSH og GOG er begge kampe endt med en pointdeling efter et par store comebacks. Mod BSH var vi bagefter med 9, men fik alligevel 1 point efter 31-31 og mod GOG blev det til et resultat på 30-30 efter at vi var bagud med 5 langt hen i kampen.

Assistenttræner Lasse Folkmann glæder sig til kampen:

“SAH-Skanderborg AGF er rigtig formstærkt hold så de kommer naturligvis med masser af selvtillid. Omvendt så plejer de at ligge ret godt til os, og hvis jeg husker rigtig er de seneste 4 kampe endt med 3 sejre til os og en uafgjort, så vi er fuld af fortrøstning velvidende at det kan gå begge veje”, siger han og fortsætter:

“Vi har, som altid, mest fokus på os selv, hvor vi hviler i vores basis og så justerer lidt i forhold til modstanderen. Modstanderne er især kendetegnet ved at have nogle fantastiske skytter, der kan hamre den ind fra større distance end man plejer at se. Emil Lærke er godt skydende og jeg mener han lavede 10 mål mod os i vores seneste møde og på den anden back spiller Kristjan Örn Kristjansson med stor selvtillid. Dem vil vi naturligvis gerne have i situationer så vi kan hjælpe vores keepere”.

“I den anden ende skal vi sørge for at score på vores chancer og sørge for ikke at skyde Kristoffer Laursen i målet alt for varm. Vi glæder os helt vildt til en spændende afslutning på grundspillet og selv om der hviler et stort pres på os, så er det lige nøjagtig disse kampe og den situation vi brænder for”.