Foreningen Garn uden Grænser byder for tredje år i træk på en sommerfestival i Sønderborg og den er for alle med hang til garn og trang til ny inspiration. Den foregår den 13.-15. juni, og med omkring 40 stande og lige så mange workshops er der noget for unge, ældre, nybegyndere, øvede og alt ind imellem.
Festivalen foregår i fantastiske rammer i Multikulturhuset og foreningshuset Kasernen, og så er der strikkespots flere steder rundt i byens, bl.a. hos Røde Kors i Frivillighedens Hus. Igen i år prøver Garn uden Grænser at få hele byen i festival- og strikkehumør ved at pynte med strik rundt omkring. En gruppe, der mødes på Kasernen, er i fuld gang med at producere pynt, ligesom de store garnnøgler fra SAABU også kommer i brug igen i år.
“Det er et mål for os, at festivalens gæster kan opleve Sønderborg, byens smukke beliggenhed og omgivelser, når de i en pause vil gå en tur, spise frokost, shoppe eller måske forlænge weekenden med et par overnatninger ekstra”, siger Aase Henriksen, formand i Garn uden Grænser.
Hun fortæller videre, at festivalen efter to år med succes – ca. 1100 gæster hvert år – oplever, at strikkere i hele landet er blevet opmærksomme på Sønderborg Strikkefestivals store, flotte udbud af stande og workshops. De sætter lægger også mærke til, at priserne er meget rimelige i forhold til mange andre festivaler.
“Det er dejligt at opleve den store interesse – at vi har en fast plads i mange strikkeres kalender. Faktisk er der allerede udsolgte workshops og flere andre, der er på vej til at blive udsolgt. Så man skal ikke vente, hvis der er en workshop, man gerne vil med til. Vi er meget, meget taknemlige for de fonde, der støtter os, og for at kunne låne fine, kommunale faciliteter. Det er med til, at vi kan sælge vores workshops til priser, som alle kan være med til”, siger hun i en pressemeddelelse.
Også Lokalhistorisk Arkiv med en særudstilling om Kamgarnsspinderiet, Vævegruppen Gåseøje, maskinstrikkerne på Kasernen og en gruppe spindere byder indenfor i weekenden, hvor der er strikkefestival.
Sønderborg Strikkefestival 2025
Lørdag den 14. juni og søndag den 15. juni med tyvstart fredag den 13. juni.
Multikulturhuset, Nørre Havnegade 15 – workshops
Foreningshuset Kasernen, Gerlachsgade 5 – stande og workshops
Armbånd/partoutkort á 75 kr. giver adgang til hele standområdet og til at købe billetter til workshops – læs mere og køb det på garnudengreanser.dk