Allerede for to år siden blev Sønderborg udvalgt til EU-kommisionens Smart City programmet, hvor 100 af de mest klima-ambitiøse byer skal samarbejde og hjælpe EU-kommissionen med løsninger til udbredelse i byer i hele Europa.

Borgmesteren fik overrakt EU Mission Label
ProjectZero og vores masterplan for et CO2-neutralt energisystem er naturligvis årsagen til, at der gennem årene er kigget rigtig meget til Sønderborg. Mange byer og kommuner lærer af os og vi suger naturligvis også til os af erfaringer og klimatiltag i byer fra hele verden, skriver borgmester Erik Lauritzen onsdag aften på Facebook.
I dag var det så endelig tidspunktet hvor vi kunne få overrakt vores ’MISSION LABEL’.
Det skete i Vilnius i Litauen der husede ’Cities Mission Conference’. Her blev det fejret, at byerne i netværket rent faktisk opnår rigtig gode resultater og udvikler løsninger på mange niveauer.
Fra Sønderborg og ProjectZero deltog en lille gruppe og borgmesteren havde den store ære at modtage Sønderborgs label, anerkendelsen for den lokale klimaindsats.
Fantastisk at få lov at tale kort til de cirka 800 deltagere, men først og fremmest spændende og enormt motiverende at være blandt utrolig ambitiøse og engagerede lokalpolitikere og embedsmænd/kvinder fra hele Europa, skriver borgmesteren.
Jeg vender hjem med ny energi og håb. Energi til at arbejde Sønderborg helt i mål i 2029 og håb om, at vi i Europa – ja verden – ikke giver op, men finder løsninger på klimakrisen.