Sikkerhed mod oversvømmelse – nytænkning viser vejen

Illustration af HiddenDyke AirTube. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
2. maj 2025 kl. 04:40

Læsetid: 3 minutter


Når stormene raser og regnen vælter ned, truer oversvømmelser flere steder end nogensinde før. Nu præsenterer en erfaren iværksætter en ny løsning, der effektivt beskytter mod vandmasserne: HiddenDyke AirTube. En lukket slangemembran kan hurtigt rulles ud, fastgøres, og pumpes op med luft. Løsningen bliver vist hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland, når der holdes åbent hus på Katastrofeberedskabets Dag lørdag den 10. maj, skriver virksomheden, der har adresse i Augustenborg.

En løsning, der tænker klima og æstetik sammen

Kan sikker beskyttelse mod oversvømmelse gøres bedre og billigere? Uden at der for eksempel skal bygges et dige eller en mur, som skæmmer omgivelserne? Det er nogle af de spørgsmål, som den erfarne iværksætter Asger Gramkow har forsøgt at finde svar på. Det har han gjort i samarbejde med en række eksperter og universiteter.

Resultatet er blevet en patenteret løsning med en lukket slangemembran af robust plastmateriale med en diameter på 1-2 m. I moduler med længder op til ca. 100-150 m. kan membranen ligge diskret skjult på en tromle på et beskyttet sted, klar til brug. Når der er varsel om oversvømmelse kan den hurtigt rulles ud med hjælp f.eks. fra en minilæsser. Slangemembranen bliver så fikseret til underlaget i for-monterede fastgørelsespunkter. Derefter pumpes den op med luft. På få minutter skaber den en pålidelig og stærk beskyttelse mod vandmasserne.

Løsningen hedder HiddenDyke AirTube. Undervejs er der modtaget økonomisk støtte til udvikling og test fra Hedeselskabet, Clean og Innovationsfonden. – Det er inspirerende at opleve, hvordan erfarne iværksættere som Asger bidrager aktivt til at løse klimaudfordringerne, siger Michael Willemar fra Sønderborg Vækstråd, der over årene har bistået iværksætter-idéen med sparring og vejledning.

Skjult til hverdag – klar når det gælder

Oversvømmelser er ikke længere kun et fjernt problem. Det er en voksende trussel, som mange grundejere i de senere år har fået tæt ind på livet. Og lige nu bliver det livligt diskuteret hvordan man kan sikre sig. HiddenDyke AirTube kommer med et innovativt bud på hvordan man kan lave en effektiv beskyttelse mod oversvømmelser, der ikke er synlig i hverdagen, men som er klar, når det gælder. Også hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland er det et emne, der er i fokus. Derfor er HiddenDyke blevet inviteret til at udstille sin løsning i forbindelse med Katastrofeberedskabets Dag.

Se løsningen med egne øjne

HiddenDyke AirTube demonstreres lørdag den 10. maj kl. 11-16 hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland på Vilstrupvej i Haderslev. Alle er velkomne til åbent hus.