Sønder Havnegade lukkes for motorkørsel, knallerter, cykler og løbehjul fra og med den sidste lørdag i maj til og med den 30. september.
Det blev besluttet af Teknik, By og Boligudvalget i går, tirsdag.
Sagen har været i høring hos beboere i området og der er både tilhængere og modstandere, når det gælder lukningen af Sønder Havnegade.
“I Slesvigs Parti er vi meget glade for, at Sønder Havnegade nu kan lukkes i en længere periode. Forlængelsen på næsten halvanden måned giver borgerne bedre mulighed for at tilpasse sig de ændrede trafikforhold – og det tager vi alvorligt. Vi havde gerne set en endnu længere lukning – fra Kristi Himmelfart til slutningen af september – fordi netop den periode skaber liv langs kajen, når sejlbådssæsonen er på sit højeste. Det er noget, mange borgere ønsker sig: “En levende havnefront, der inviterer til ophold og fællesskab”, siger Kirsten Bachmann.
“Vi er opmærksomme på bekymringerne om trafikken og har derfor bedt forvaltningen om at finde de bedste løsninger – funktionelle, smukke og med respekt for både beboere, erhverv og besøgende”.
Udvalgsmedlem Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet siger:
“Vi ændrede indstillingen at det er sidste fredag i maj måned hvor vejen lukkes, og holdes lukket frem til sidste mandag i september. Med udviklingen af havnen har vi skabt et helt unikt område, som fortsat er under udvikling. Senest tog vi i marts første spadestik til en legeplads ved Multikulturhuset, og med lukningen af Sønder Havnegade i fire måneder binder vi området endnu bedre sammen. Og det gør vi netop i den periode, hvor der er masser af liv og mange besøgende i byen”.