Politiet søgte onsdag eftermiddag efter en muligvis bevæbnet hollandsk mand i forbindelse med en anmeldelse om en mulig frihedsberøvelse, der skulle være sket i Holland.
Fordi manden havde befundet sig i et sommerhus på Als fra tirsdag aften, søgte politipatruljer efter ham i området.
Det skete i fuldt udstyr efter normal procedure i forhold til sikkerheden for både politi og borgere, når der kommer en anmeldelse om en mulig bevæbnet person. Samtidig kontrollerede politiet trafikken fra Als via broer og færger, skriver politiet, som ikke fandt den eftersøgte person, men formoder at han har forladt Danmark.
Efterforskningen fortsætter for at afdække, om den hollandske mand har begået noget strafbart under sit ophold i Danmark og efterforskningen sker i samarbejde med hollandsk politi og Europol.