Selvfølgelig er der nogle ting, som bliver anderledes, men i første omgang tager vi den med ro og ser, hvad det er, der virker her i Augustenborg Garden Café og Bistro.
Det siger Brian Pedersen, der sammen med Heidi F. Jørgensen overtog driften den 1. april. Parret har i mange år været en del af den sønderjyske restaurationsscene og ser frem til at byde både lokale og turister velkommen i de hyggelige omgivelser ved Augustenborg Slot.
“Vi har mange spændende ideer til, hvordan vi kan udvikle cafeen og bistroen, men vi vil samtidig sørge for at bevare den kendte og elskede stemning. Gæsterne kan fortsat forvente at møde de samme venlige ansigter, som de kender, de kan stadig se frem til ‘Middage med Mette & Mette’ – og så skal vi gøre meget mere for at fortælle, at det er muligt at holde både firma- og familiefester hos os”, siger Brian Pedersen til Nært & Nyt.
Han fortæller, at der fra en gang i midten af juni vil være åbent alle ugens syv dage.
“Indtil da har vi åbent onsdage og torsdage fra 11 til 17, fredage fra 11 til 21, lørdage fra 9 til 21 og søndage fra 9 til 17 – og man kan jo kombinere besøget med at se på kunst i Augustenborg_Project og Augustiana – og også gå en tur i slotsparken”, siger restauratøren.
Heidi Frederikke Jørgensen er ansat i Sønderborg Kommune og der bliver hun.