Annas Sang, som er på programmet i Alsion den 4. juni, er en såkaldt bogkoncert med tre generationer af musikerfamilien Koppel på sin vis til stede: Benjamin Koppel, komponist og saxofonist med sin kvartet; Anders Koppel, musiker, komponist og Benjamins far, som har arrangeret musikken for symfoniorkester – og så Anna, grandtanten, hvis historie Benjamin Koppel brugte, da han i 2022 debuterede som forfatter. Bogen blev en bestseller og har fået mange priser.
Bogen i sig selv er fuld af musik, så det var naturligt, at den også kastede sange af sig, skriver Sønderjyllands Symfoniorkester. Så samtidig med bogudgivelsen kom et album med ni sange inspireret af historien.
Teksterne har sangerinden Cæcilie Norby skrevet over Benjamin Koppels materiale, Anders Koppel stod bag strygerarrangementerne – og altså bag arrangement for fuldt symfoniorkester, som det kan opleves ved koncerterne i juni 2025.
Det er musical- og jazzsangerinde Frederikke Vedel der synger sangene og skuespiller Sofie Gråbøl der læser uddrag af bogen, når Annas Sang når ud til publikum endnu engang, i en bogkoncert hvor musik og fortælling flettes sammen til et medrivende hele.
Du finder en billet på symfoniorkestrets hjemmeside.