Nye regler for Flensborg Fjord sendt i høring

Flensborg Fjord. Arkivfoto af: Bo Bach Jensen


Ole Kæhler
Ole Kæhler
8. maj 2025 kl. 11:40

Læsetid: 2 minutter


Regeringen har sendt et udkast til ændring af bekendtgørelse om fiskeribegrænsninger i marine naturbeskyttede områder i høring. Udkastet handler blandt andet om et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i Flensborg Fjord – som led i arbejdet for at sikre bedre havmiljø og beskytte fjordens bund.

“Rigtig mange er optaget af, at vi skal have et godt havmiljø i Flensborg Fjord og ikke mindst borgmester Erik Lauritzen har på vegne af Sønderborg Kommune gjort en stor indsats. Derfor håber jeg også, at mange vil nærlæse det udkast til bekendtgørelse, der nu er sendt i høring, og være med til at kvalificere det”, siger folketingsmedlem Benny Engelbrecht, som opfordrer alle interesserede til at engagere sig i høringen.

Udkastet lægger op til, at der fremover ikke må anvendes bundslæbende fangstredskaber i hele Flensborg Fjord. Initiativet ligger i forlængelse af de tilkendegivelser, som miljøminister Magnus Heunicke tidligere har givet i et brev til borgmester Erik Lauritzen.

“Det er vigtigt, at vi lever op til vores forpligtelser for at beskytte naturen, samtidig med at vi lytter til dem, der bliver berørt af nye regler. Derfor er det afgørende, at alle relevante parter kommer med deres bemærkninger i høringsfasen. Da der i januar blev holdt et dialogmøde i Multikulturhuset i Sønderborg, om blandt andet havmiljøet, var der et enormt engagement og en livlig debat, så jeg tror at mange vil læse interesseret med i udkastet”, siger Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

Alle borgere, foreninger, organisationer og virksomheder har mulighed for at indsende deres bemærkninger til udkastet frem til den 27. maj – og det gør man her på Høringsportalen.