Ved Gråsten Æblefestival var søndagen helliget børnene, og figuren Gråskæg underholdt om formiddagen på scenen til stor fornøjelse for de små. Ved halv elleve tiden stoppede underholdningen og børnene spredtes blandt de mange boder og spisesteder. Måske derfor var reaktionen ikke særlig mærkbar, da Æblefestivalens konferencier kl 11 meddelte, at der nu ville blive gjort noget for havmiljøet. Der skulles sænkes fiskebørnehaver ned i Gråsten Havn.
Det skriver Als Stenrev.
Alligevel fandt en lille snes børn og voksne vej hen til den nye jollebro, hvor en dykker fra foreningen Als Stenrev stod klar til at hoppe i havnen og gøre de to trådkasser fast med wirer under broen. Efter han med et kæmpeplask var kommet i vandet, hjalp nogle af de fremmødte børn med at sænke de to fiskebørnehaver ned til dykkeren, som derefter svømmede under broen og fastgjorde dem til kroge.
Da den sidste var på plads holdt udvalgsformand, Asger Romme Andersen, fra Byrådets udvalg for Natur, Miljø og Klima, en kort indvielsestale med en ros til Als Stenrev for den frivillige indsats og et håb om, at man med dette – og mange andre – tiltag kunne gøre noget for at forbedre et havmiljø, som er plaget af iltsvind og vigende fiskebestande.
Der er skilteinformation på broen ud for fiskebørnehaverne. Her kan man også aflæse en QR-kode, som giver en mere indgående fortælling om havmiljøet.





