Musikskolen er i gang med den helt store festdag

https://www.facebook.com/photo/?fbid=122145522698793479&set=pcb.122145524456793479&locale=da_DK. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
24. maj 2025 kl. 11:45

Læsetid: 2 minutter


I dag, lørdag, er det en festdag fyldt med livemusik, dans og kreative overraskelser, og alle er velkomne. Sønderborg Musikskole inviterer hele kommunen til at slå sig løs i toner, rytmer og kreativ energi – og der festes frem til klokken 14:30.

“På tre scener – både inde og ude, er der klassiske perler, poptoner, rock, rytmer og ballet – og det er netop det, kulturen kan: Den bygger broer mellem genrer, generationer og mennesker”, sagde kulturudvalgsformand Christel Leiendecker i sin åbningstale.

275 af musikskolens dygtige elever skulle på scenerne – og det kom Sønderskov-Skolens musikere, orkestret Spillelyst, også. På skolen er de så heldige, at de har musikere fra både Musikskolen og symfoniorkestret til at undervise – og de har taget undervisningen til sig og spiller overraskende godt og flot.

Symfoniorkestrets fløjtenist, Jorunn Solløs, præsenterede Sønderskov-Skolens fløjtespillere – og fortalte, at hun selv var nødt til at træde ind i rækken, fordi der var mandefald. Blandt andet spillede fløjtespillerne Halleluja og lidt fra De Fire Årstider – og eleverne høstede et flot og velfortjent bifald.

“Det er vigtigt, vi har kultur, vigtigt vi har Musikskolen og Kunstskolen, så børn og unge har et frirum, hvor de kan være kreative. Det er især vigtigt, fordi vi er i en tid, hvor mange børn får diagnoser – og sådan var det jo ikke tidligere”, sagde Christel Leiendecker til Nært & Nyt.

Læs også...  Seks Sønderborg-boksere sikrede sig et diplom