Lørdag eftermiddag var Thomas Buttenschøn første mand på scenen til Fest i Hal i Broagerhallen – og han startede med at fortælle, at han havde bemærket, at han skulle spille først og også, at han skulle spille i foyeren.
“Jeg kan se, der bliver ved med at komme folk ind gennem døren og sådan er det at være den første. Arrangørerne har nok tænkt, at folk ikke behøves høre mig. Inde i salen er der en stor scene, men åbenbart hører jeg til herude”, sagde Thomas Buttenschøn på et selvironisk lune.
“Der er også nogle, som sagde til mig, at jeg har boet på Mejerivej her i Broager og så sagde jeg til dem, at det vidste jeg godt”.
Efter han havde spillet, rykkede tilhørerne indenfor i salen, hvor SexRays stod på den store scene – og senere gik turen tilbage til foyeren igen, hvor Jens Nissen spillede en masse danske hits og det gjorde han indtil Michael Vogensen, Morten og Allan var klar på den store scenen – og helt som ventet, så fik de publikum med sig fra start og leverede en rigtig god oplevelse.
Næstsidste band var Almost Rock, som – helt som antydet i navnet – spille rockmusik.
Sidste band var The Glam, der fyrede et brag af en koncert af – og det var med numre fra ’60erne og ’70erne – et genhør med blandt andre Sweet, Slade, Tina Turner og Suzi Quatro. De gav også korte eksempler på numre, som de ikke kunne spille.
Der var ikke mange gæster i hallen og arrangørerne fortalte, at de skal regne på, om arrangementet skal gentages næste år.
“Vi behøves ikke lave et overskud, men det skal helst løbe rundt. Ellers er det ikke sjovt at lægge en masse frivillige timer i at arrangere”, sagde Christel Leiendecker fra arrangørgruppen til Nyt & Nært Sønderborg.