Malerierne Vi sætter spor og Ringridning erstattes af nye

Andreas Welins Vi sætter spor. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
27. marts 2025 kl. 16:01

Læsetid: < 1 minut


I en del år er borgere og turister blevet mødt af to gavlmalerier, når de er kørt over Kong Christian Xs Bro og har færdes på havnen i Sønderborg By. De to gavlmalerier bliver nu erstattet af to nye. Det skyldes, at bygningen på Nørre Havnegade 8 skal renoveres.

Det er blevet undersøgt om de to gavlmalerier kan bibeholdes eller nedtages under renoveringen, men det kan ikke lade sig gøre på grund af pladernes porøse tilstand, skriver Sønderborg Kommune.

Der er nu taget initiativ til at opføre to nye gavlmalerier på bygningen på henholdsvis syd- og nordgavlen.

Sønderborg Kommune vil primært have ansvaret for sydgavlen, hvor værket, Vi sætter spor, skal erstattes af et nyt. Uwe Wolffs Fond og Ringriderfesten i Sønderborg har hovedansvaret for værket på nordgavlen, hvor der i dag kan ses værket, Ringridning.

Sønderborg Kommune, Kunstrådet, Uwe Wolff’s Fond og Ringriderfesten vil i samarbejde vælge kunstnere og skrive fondsansøgninger. På husets nordlige gavl vil temaet ringridning fastholdes. På husets sydlige gavl vil der i højere grad være præg af kunstnerisk frihed.