Det er LYTT som sammen med Sønderborg Kommune skal udvikle og genetablere en hel hertugby og være med til at sikre Hertugernes Augustenborgs fremtidige kandidatur til UNESCOs verdensarvsliste.
Det betyder dog ikke, at Augustenborgs indbyggere ikke får indflydelse på, hvad der skal ske i deres by.
“Vi er allerede i fuld gang med at planlægge de næste skridt og har som noget af det første bedt det vindende hold planlægge hvordan og hvornår, de vil præsentere deres forslag for Augustenborgs indbyggere, tage imod alle kommentarer og input, og bruge dem i den endelige udviklingsplan”, oplyser projektejer for Hertugernes Augustenborg, Triné Lindén.
Det samme lover Hanna Spilling, som er chef for Plan og Myndighed:
“Det som LYTT præsenterer for Augustenborgs indbyggere er en skitse og tingene kan sagtens komme til at se anderledes ud. Dels på grund af input fra borgerne og dels på grund af økonomi”, siger hun til Nært & Nyt.
Augustenborgs indbyggere har iøvrigt været med på råd hele vejen frem til nu.
“Der har været rigtigt meget borgerinddragelse og flere borgermøder – og sådan bliver det også fremover”, siger udvalgsformand Kirsten Bachmann fra udvalget for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur.



