Lystfiskeri: Begynderheld – eller uheld?

Poul Einer Bladt med fangsten. Privatfoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
28. april 2025 kl. 05:10

Læsetid: < 1 minut


Peter Bladt fra Aabenraa og hans fætter, Poul Einer Bladt, var ude og fiske i Alssund i weekenden, hvor håbet var at fange pighvar og fladfisk.

“Min fætter havde aldrig fisket med garn før, så han var meget spændt og overrasket over, at vi hev en stør på120 cm og 18 kg ind over rælingen. Jeg selv troede først – ud fra størrelsen og halens form – at det var en pighaj”, siger Peter Blandt til Nært og Nyt.

Men først efter at have Googlet fisken blev de klar over, at det drejede sig om en stør. Den er fredet, men den var død i garnet, så den kunne ikke sættes i vandet igen.

“Jeg har fisket i 35 år og har aldrig set eller hørt om nogen, der har fanget stør her i området. Men jeg har fundet ud af, at tyske og polske biologer har sat 30.000 stør ud i Østersøen i 2009. Den var ikke mærket, så den må være yngel af dem”, siger Peter Bladt.

Den naturlige bestand uddøde desværre i 1996 – efter flere hundrede års overfiskeri og ødelæggelse af gydepladserne i floderne.