Bo Vistisen, Augustenborg, skriver:

Jeg var på Sønderborgs genbrugsplads i Glansager og ser tilfældigt en stak bondevinduer fra omkring år 1900. Jeg kan se, det er bueglas og da jeg tjekker, er ikke alle buede, men flere er og andre er i gammelt glas. Jeg tager et billede.

Må jeg tage disse, spurgte jeg en medarbejder om. NEJ! Du kan købe dem i morgen, når butikken åbner kl. 10. Det er forbudt at tage noget, der er afleveret. Det er lige her, jeg reflekterer over ordet genbrug.

Jeg har rigtigt mange gange taget kittede glas ud af gamle vinduer. Det er ikke helt let! Overser du en stift eller rammer du glasset forkert, mens du mejsler kittet væk – knækker glasset. Selv når al kit og stifter er væk kan det stadigt være svært at løsne glasset fra rammen. Bagefter er det svært at skære glasset, så det passer og først når det sidder kittet fast i en ny ramme, kan man ånde lettet op over alt arbejdet.

Fordi de vinduer, som jeg så, er for små, så kan jeg ikke selv bruge dem. Men gennem mit engagement i Lokalhistorisk Arkiv og Egnsmuseet har jeg lært, at bruge frivilligt og ulønnet tid til at redde noget, der er bevaringsværdigt. Jeg kører derud næste dag og spørger. Hun ville gerne se dem, så vi gik der over. Nu var det dækket af store vinduesrammer. De koster 50kroner.  Jeg svarede, at det er de ikke værd, som de står der. Jeg er parat til at betale én krone! Det blev ikke til nogen handel. Tja, så må vi lære at vende det blinde øje til.

Det var bare lige det, at her går vi og bruger masser af tid og penge på at bevare gamle bygninger i Augustenborg, mens man på den anden side – i samme kommune – nærmest sabotere et forsøg på at redde noget, inden det går i kværnen og er væk for altid.

Til de bevaringsværdige bygninger, B2 og B3, er der ingen tilskud at hente. Det er private, der skal og må holde det ydre. Det er her vi skal passe på og bevare gamle materialer, der kan genbruges, ja måske ligefrem lave et lokalt lager med registrering.