Krisecentrets Venneforening vil have mange flere medlemmer

Iman Kayed, Trine Lindén, Aase Henriksen og Maybritt Kay Hinrichsen. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
20. marts 2025 kl. 06:00

Læsetid: 2 minutter


Kvinderne i bestyrelsen i Sønderborg Kvinde- & Krisecenters Venner er ikke det mindste i tvivl om, der er brug for en forening, som arbejder målrettet på at skaffe penge til de frivilliges arbejde for de voldsramte kvinder.

Onsdag havde foreningen generalforsamling i Sønderborghus og bestyrelsen består nu af Aase Henriksen, Iman Kayed, Bente Viuff og Trine Lindén. Maybritt Kay Hinrichsen, som er leder af krisecentret, har også en plads ved bordet.

“Vi dannede en bestyrelse for et år siden, hvor vi stiftede foreningen og blandt andet har vi arbejdet meget intenst på at beskrive, hvad det er for en opgave, vores forening har. Nemlig at skaffe penge til rammer og vilkår for de frivillige og beboerne på Sønderborg Kvinde- & Krisecenter”.

“Og vi har doneret 100.000 kroner til Sønderborg Kvinde- & Krisecenter”, sagde Aase Henriksen.

Enhver kan støtte foreningen. Både enkeltpersoner og virksomheder. Det kan gøres via MobilePay 46430.

Det er også muligt for enkeltpersoner og virksomheder at blive medlem af foreningen – og virksomheder er selv med til at fastsætte deres årlige kontingent, som spænder fra 1.000 – 12.000 kroner årligt. Virksomheder, der ønsker at støtte kvinder og børn, som har vold tæt inde på livet, kan sende en mail til venneforening@kvindekrisecenter.dk – og så bliver de kontaktet af venneforeningens bestyrelse.

Et personligt medlemskab koster 250 kroner om året og pengene sendes via MobilePay 46430 – husk at skrive din mailadresse i emnefeltet. Medlemmer inviteres løbende til vidensarrangementer, højtider og events i Sønderborg Kvinde- og Krisecenter.

Venneforeningen vil også søge om støtte og donationer til krisecentret og der kommer arrangementer, hvor overskuddet kan sendes videre til Sønderborg Kvinde- og Krisecenter.

Også lokale kvinder søger hjælp

En stor del af de 300 kvinder, som årligt søger hjælp i Sønderborg Kvinde- & Krisecenter er lokale og tit har de børn, som også er voldsofre eller dybt mærket af volden i hjemmet. Den største gruppe, som ringer på døren til centret er etnisk danske kvinder mellem 30 og 39 år.

Hvert år bor der 80 voldsramte kvinder og deres børn på krisecentret, hvor de får hjælp og støtte, som er afgørende for, at de kan bane vejen for et liv uden vold.