Kom tæt på 1864 her i påskedagene

Fredag bliver der skudt med den store kanon. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
15. april 2025 kl. 15:16

Læsetid: 2 minutter


Der er masser af liv i Historiecenter Dybbøl Banke her i påskeferien. Det er en god anledning til at få genopfrisket historien og det er bestemt også noget for børn. Dybbøl Banke er et historisk område med Dybbøl Mølle, et storslået landskab og Historiecenter Dybbøl Banke, der fortæller om den skæbnesvangre krig i 1864 mellem Danmark og de tyske stater Preussen og Østrig.

“Soldaterne i deres flotte uniformer fortæller om våben og udrustning og skyder med både geværer og kanoner. Du kan prøve en uniform, støbe en kugle og tage et raskt stormløb op ad den stejle skansevold. Børn kan bage en pandekage og smide sig i halmen, ligesom soldaterne gjorde det i 1864. Vi blander aktivitet og fortælling til en god dag for hele familien”, siger historiecentrets leder, Bjørn Østergaard, til Nært & Nyt.

Fredag er Dybbøldagen, hvor Slaget på Dybbøl Banke 18. april 1864 bliver markeret – først med flaghejsning ved Dybbøl Mølle klokken 8 og klokken 10 lægges der kranse ved Krigergravene.

“Der er historiske soldater med til både flaghejsning og kranselægningen og de kommer ind i historiecentret, hvor de skal være hele dagen. Desuden skal der skydes med den store kanon omkring klokken 12 og klokken 15 vil soldater og gæster storme skansen”, siger Bjørn Østergaard.