Fredag den 18. april markeres slaget på Dybbøl Banke traditionen tro. Sønderborg Kommune har tradition for at sætte flagallé fra Sønderborg Slot via Søndre Havnegade og op til Dybbøl Banke på Dybbøldagen, men i år falder den på Langfredag, og det betyder, at der ikke sættes flagallé, men at flaget på Rådhuset samt ved Drift og Beredskab på Ingolf Nielsens Vej er på halv.
I 150-året for 1864-krigen faldt Dybbøldagen også sammen med Langfredag. Dengang søgte vi – sammen med en række institutioner og foreninger – om at flage på hel. Justitsministeriets svar dengang var, at der burde flages på halv stang, da Langfredag er særlig betydningsfuld, skriver kommunen, som har besluttet at følge de tidligere anbefalinger.