Åben og Rolig for Unge, der er et stresshåndteringskursus til unge i alderen 15-25 år, er kommet for at blive.
”Evalueringen af langtidseffekterne af Åben og Rolig for Unge viser, at deltagerne fortsat oplever en positiv effekt tre måneder efter endt forløb. Stress hos unge er et alvorligt problem, og Åben og Rolig for Unge ser ud til et være et rigtig godt tilbud til målgruppen, siger sundhedsudvalgsformand Didde Lauritzen i en pressemeddelelse.
Der er tale om et gruppeforløb med fokus på at reducere symptomer på stress og give deltagerne redskaber til at håndtere hverdagen.
”Åben og Rolig for Unge bliver et fast tilbud i Sundhedscenterets indsats for mental sundhed. Det er vigtigt, at Sønderborg Kommune har gode tilbud til unge, for Sundhedsprofilen viser, at unges mentale sundhed har været faldende de sidste 10 år, siger næstformand Bo Kleis Christensen.
Resultater fra Åben og Rolig
Evalueringen viser følgende resultater tre måneder efter afsluttet forløb:
95 pct. af deltagerne oplever en reduktion i stress
90 pct. af deltagerne oplever en øget livskvalitet
90 pct. af deltagerne oplever en reduktion i depression
81 pct. af deltagerne oplever en reduktion i angst
57 pct. af deltagerne oplever en stigning i mestring og troen på egne evner