Idræts- og Fritidspolitikken som katalysator for det gode liv

Jesper Larsen arbejder for forenings- og idrætslivet. Arkivfoto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
29. april 2025 kl. 05:00

Læsetid: 2 minutter


I denne uge skal Byrådet endelig godkende Idræts- og Fritidspolitikken 2025-2028 og det er en enorm vigtig politik! Den handler nemlig om trivsel, det gode liv og fysisk og mental sundhed.

Samtidig favner netop denne politik rigtig mange af kommunens børn, voksne og ældre. Tænk for eksempel på de næsten 30.000 som dyrker idræt i en forening, de flere end 700 spejdere, på de mange deltagere på aftenskole urser og ikke mindst alle de frivilligere trænere og ledere.

“Jeg er ikke i tvivl og det er forskningen heller ikke; mennesker som er en del af aktive fællesskaber, trives bare bedre! Derfor skal Idræts- og Fritidspolitikken være mere end blot ord på papir; der skal handlinger til for at sikre et aktivt og inkluderende idræts -og fritidsliv. Det vil jeg arbejde stenhårdt for og kun sådan bliver politikken en katalysator for det gode liv”, siger Jesper Larsen fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

En af de vigtigste dele af  politikken er den klare ambition om at inkludere flere mennesker i idræts -og fritidslivet, uanset alder, køn, baggrund eller evner. Altså sikre at flere oplever at være en del af fællesskaber.

“Der skal skabes muligheder for, at alle kan deltage i idrætsaktiviteter og fritidstilbud. Initiativer som Get2Sport, samarbejde mellem skoler og foreninger, en analyse af aftenskolerne og forskellige andre initiativer fokuserer på at engagere flere grupper i fritidslivet. Vi skal sikre et mangfoldigt udbud af aktiviteter”, siger Jesper Larsen.

Politikken anerkender også den uvurderlige rolle, som foreninger spiller i lokalsamfundet og indeholder derfor målrettede tiltag for at støtte foreningerne. Der bliver blandt andet fokus på at skabe endnu bedre samarbejder mellem foreninger, idrætsorganisationer som DIF, DBU og DGI samt Dansk Ungdomsfællesråd og Dansk Folkeoplysnings Samråd. Det vil give foreningerne mulighed for udvikling og føre til en styrket foreningskultur, der forbinder borgere på tværs af interesser og aldre.