Tanken bag SINDs Folkekøkken er, at det skal bruges af mennesker, som savner fællesskab og det er jo altid dejligt at sidde og snakke med hinanden over et godt måltid.
“Jeg kommer for at hygge mig og snakke. Jeg kommer ikke så meget ud efter, jeg fik en blodprop i benet”, siger Peter Møller, som torsdag aften var i Frivillighedens Hus for at spise og snakke. Det samme var Birthe Markussen, der trofast kommer i SINDs Folkekøkken.
“Det er noget af det bedste, der er i Sønderborg og folkekøkkenet giver selskab til mange mennesker, der ellers ville sidde selv”, siger hun til Nært & Nyt. Og ikke nok med det:
“Vi kommer også tæt på andre foreninger og nu er vi nogle, som også er begyndt i et kor – og i dag har vi taget en fra koret med i SINDs Folkekøkken”.
Kigger efter en kvinde
Verner på 86 år var også med i SINDs Folkekøkken.
“Jeg er her for at kigge efter en kvinde og jeg ved godt, det lyder lidt mærkeligt. Men til SINDs julearrangement sad jeg ved et bord med syv damer. Hende, der sad til højre for mig, som havde en veninde med, snakkede jeg rigtigt godt med. Men vi glemte at udveksle navne, så jeg håber på, hun en dag dukker op her i SINDs Folkekøkken – gerne med en lyserød blomst, så jeg kan kende hende”.
Martin M. Jakobsen og Carina Sanddahl, som står bag Sjov & Musik i Sønderborg, havde taget guitar og mikrofon med – og de bød på nogle sange. Blandt andre af Anne Linnet og Kim Larsen.