Huholt Skole trænger alvorligt til håndværkerbesøg

Huholt Skole. Privatfoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
8. marts 2025 kl. 06:59

Læsetid: 2 minutter


”Huholt Skole var på dagsordenen til Børne- og Uddannelsesudvalgets møde forleden. For en måned siden besøgte udvalget skolen og her stod det klart for alle, at der på skolen var et behov for nogle udbedringer, der ikke kan vente på en fremtidig renoveringsplan. At de fysiske rammer er mangelfulde, fremgår også af den ’Fysiske udviklingsplan for folkeskolerne’, som Byrådet modtog forud for sidste års budgetforhandlinger”, siger udvalgsformand Jesper Smaling til Nært & Nyt Sønderborg.

”I udvalget er der enighed om, at der skal ses på, hvad der kan gøres for at optimere forholdene hurtigst muligt. For Socialdemokratiet er det vigtigt, at skolens personale bliver inddraget, fordi de bedst kender skolens muligheder og begrænsninger og så ser jeg frem til at se et oplæg til, hvilke udbedringer der skal prioriteres, og jeg tror, der er stor politisk opbakning til derefter at få det udbedret”.

”Jeg er glad for, at Thomas Worm og Venstre, kort tid efter sidste udvalgsmøde i februar på Huholt, skrev en mail rund til udvalget og forvaltningen, om de kritisable forhold eleverne og personale har på skolen. Det er taget seriøst og har været på dagsorden i dag og drøftet.

”Vi i Venstre er glade for, at vi gik til valg i 2021 om at få lavet en 10-årsplan for renovering af vores skoler i Sønderborg Kommune, i 2022 fik vi lavet skolernes-årti, som er en 10 årsplan til 500 millioner kroner til at renovere skolerne, der er meget nedslidte og er blevet udsultet gennem de seneste 15-20 år. Nu er der sat en ny retning”, siger udvalgsmedlem og borgmesterkandidat Jimmy Simonsen til Nært & Nyt Sønderborg.

”Huholt Skole kan, efter Vesntres mening, ikke vente til det bliver deres tur i skolernes årti, der skal handles nu! Jeg er sikker på, efter drøftelsen i udvalget, at der kommer en hurtig plan til at udbedre de problemer og udfordringer de har her og nu. Det er der brug for”.