Historien om en bog

Mogens Scott og hustru. Privatfoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
8. april 2025 kl. 04:30

Læsetid: 4 minutter


Søren Østergaard, Nordals, skriver:

I 2015 flyttede jeg fra hovedstaden til Sønderjylland og med mig havde jeg 30 års historisk fascination fra den fantastiske historie om Københavns Befæstning. Værdien af Storebæltsbroen hentet ud af statskassen uden bevilling, lurende oprør og et splittet samfund. Masser af foredrag og rundvisninger. Historie er spændende, hvis man har øje for det.

Jeg havde 6-7 år beskæftiget mig med Sikringsstilling Nord, det tyske fæstningsværk fra 1. Verdenskrig, der løb tværs over Jylland fra Sliv Sø i øst til havdiget ved Skærbæk i vest.

Det var hovedsageligt ferierne der blev brugt til turene rundt, forsynet med ikke særligt gode stedsangivelser. Mange kilometer og mange skridt før anlæggene dukkede fem på marker og i skove.

Men et navn gik igen – alle steder. Mogens Scott Hansen. Ikke meget mere, men omtalt som at have brugt 20 år på at registrere fæstningen.
Jeg blev nysgerrig. For hvordan kunne navnet blive ved med at gå igen, stort set uden yderligere omtale.
Det lød spændende, nærmest som en skattejagt, og jeg ville gerne møde denne ildsjæl. Desværre var han, efter længere tids sygdom, død i 2004.

Jeg måtte nøjes med anlæggene og den store historie. Men skæbnen ville, at jeg i 2016 holdt jeg et foredrag om Københavns Befæstning i Agerskov. Mogens Scott Hansens enke, Mette Sarus deltog, og hvad var mere naturligt end at jeg på vejen til Sønderborg sidst på aftenen, tog hende med til Ulkebøl.

På vejen opstod tanken. En bog om disse to bemærkelsesværdige mennesker og om det arbejde der tilsyneladende var kendt, men ingen steder rigtig omtalt. Tanken om at lave en bog var ikke fjern, da jeg få år inden havde lavet en bog om befæstningen omkring København.

Jeg tænkte tanken, og da vi nåede motorvejen mod Sønderborg luftede jeg tanken for Mette Sarus. Hun var straks med på ideen og vi aftalte vi er forberedende møde. På Svalevænget i Ulkebøl med kaffe, kage og en masse information om deres liv og deres projekt.
Det blev det første af mange i det hyggelige hjem i Ulkebøl.

Og sikken hukommelse af en 82-årig. Steder, hændelser, historier og minder kom i en lind strøm. Først her gik det egentlig op for mig, hvad jeg havde vovet mig ud i.

Men jeg opdagede også, at det er ulig sværere at lave noget der lignede en nutidig biografi end en guide over et historisk anlæg. Mange huskede deres arbejde og havde mødt både Scott og Mette i den aktive tid. Det skulle ikke kun være præcist og ikke kun handle om deres arbejde med fæstningsværket. Jeg ville også fange de to mennesker og deres historie. Det var jo en historie langt ud over det sædvanlige, opdagede jeg.

Arbejdet skred frem, ivrigt støttet af især Mette Sarus, men også andre gode kilder det lykkedes at støve op.

Efter halvandet års arbejde slog lynet ned i februar 2018. Mette Sarus havde været syg længe, og var nu erklæret terminal. Projektet blev nu et hasteprojekt. Jeg vidste tidligt, at Mettes Sarus’ tid var begrænset, men jeg havde lovet mig selv, at hun skulle se det færdige resultat, og nu hastede det – meget.
Finansieringen var ikke på plads, og flere kapitler forelå kun som oplæg. Det lykkedes. Bogen blev udgivet med støtte fra Tønder Kommune i efteråret 2018, og Mette Sarus var både glad og stolt over resultatet.

Mette Sarus døde kort inde i 2019, men historien om de to mennesker og deres 20 år lange indsats for et stort og enestående stykke historie, lever med bogen Scott.