Genstart fælles energiplanlægning i Sønderjylland – og tænk over ned grænsen

Partiets valgkampsbil. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
28. juni 2025 kl. 04:10

Læsetid: 2 minutter


Slesvigsk Parti tager nu initiativ til at genstarte det strategiske energisamarbejde i Sønderjylland – og samtidig udvide samarbejdet mod syd, over den dansk-tyske grænse. Allerede for år tilbage tog de fire sønderjyske kommuner – Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder – et fremsynet skridt med en fælles energiplan. Ambitionen var klar: En koordineret, grøn omstilling med bedre planlægning, stærkere investeringer og større effekt. Men initiativet strandede – og det skal der nu rettes op på.

“Tiden er en anden, og ambitionerne er vokset. Der er tryk på kedlerne med nye teknologier og grønne projekter – fra vind og sol til Power-to-X og fjernvarme. Netop derfor er tiden moden til at genoptage og opgradere samarbejdet – i en stærkere version, der også kan sikre, at vi får mest muligt ud af den kommende brintrørledning gennem landsdelen”, siger Carsten Leth Schmidt, spidskandidat i Haderslev Kommune og formand for Teknik- og Klimaudvalget.

Grænseløs energi – fælles gevinster

Slesvigsk Parti foreslår, at samarbejdet ikke blot genstartes, men også udvides til tyske partnere som Flensborg, Nordfrisland og Kreis Slesvig-Flensborg. Et fælles energikort – med overblik over potentialer, kapacitet og infrastruktur – vil fx kunne bane vejen for smartere beslutninger og hurtigere grøn udvikling.

“Det handler ikke om lange rapporter – men om en platform for konkret handling. Sammen kan vi sikre koordinerede investeringer, lokal forankring og fælles innovation – både i produktion, lagring og distribution af energi”, siger Erwin Andresen, gruppeformand og spidskandidat for Slesvigsk Parti i Aabenraa Kommune. Han peger på, at Flensborgs mål om CO₂-neutralitet i 2035 er en oplagt anledning til at tænke grænseoverskridende: “Det giver mening at spille hinanden gode – og skabe en grøn grænseregion, der både tiltrækker investeringer og skaber lokale arbejdspladser.”

Slesvigsk Parti mener, at Sønderjylland har alle forudsætninger for at blive frontløber i den grønne omstilling: “Vi har stærke kommuner, dygtige virksomheder og masser af lokal vilje til handling. Men hvis vi virkelig vil rykke, skal vi gøre det sammen – på tværs af kommunegrænser og landegrænser”, siger Carsten Leth Schmidt.

Læs også...  Bekymrende at SONFOR først er klar med nyt rensningsanlæg i 2031