Når medlemmerne og deres gæster kommer til spisning i Sønderjyskes erhvervsklub, så står borde og stole klar til 250 personer og der er også dækket op. Desuden er der barer med fadøl, vin og sodavand.
Det er en frivillig stab, som har opgaven med at servicere erhvervsklubben.
“Og vi møder ind omkring klokken 16:30 og så går vi ellers bare i gang. Der er ikke brug for at snakke om tingene, fordi vi alle ved, hvad der skal gøres. Vi er i alt 14-15 stykker og i torsdags var otte af os kommet og det er fint”, siger en af de frivillige, Ove Hintze, til Nært & Nyt.
Han fortæller, at de alle nyder det sociale, som de har sammen.
“Og så er erhvervsklubgæsterne, som kommer klokken 18, jo glade mennesker”.
Formanden for erhvervsklubben, Helge Larsen sætter stor pris på de frivillige, som har en helt særlig rolle.
“De er værter for vores samarbejdspartnere og helt uundværlige, fordi de gør, at erhvervsklubgæsterne føler sig velkommen”, siger Helge Larsen til Nært & Nyt og tilføjer, at flere af dem har værtsrollerne med fra deres tidligere job.
“De har store ære for, at det går så godt i erhvervsklubben, hvor vi også krydrer arrangementerne med nogle interessante oplæg fra inviterede gæster og der er en optakt til håndboldkampen, som kan være med sportschef Thomas Mogensen og udeholdets træner”.