Friske kvinder skal huske at melde sig til Ladywalk

Kvinder hygger sig til Ladywalk. Arkivfoto af: Bo Bach Jensen


Ole Kæhler
Ole Kæhler
22. april 2025 kl. 05:00

Læsetid: 2 minutter


Det er 18. gang Ladywalk har startsted i Sønderborg og i 2024 deltog 1.860 lokale kvinder.

”Vi taler med mange af Ladywalk-kvinderne og de sætter stor pris på, at Ladywalk er en hyggelig måde at være sammen på. De får motion, frisk luft og en god snak undervejs. Der er ingen tidtagning, så der er hverken stress eller pres for at præstere. Måske er det netop Ladywalks uformelle og jordnære karakter, der gør det populært“, fortæller Ingrid Romsøe, lokal arrangør, i en pressemeddelelse fra Ladywalk. Startstedet er SFS-hallen og det er mandag den 26. maj.

Inde i hallen er der udlevering af t-shirts og rygposer. Information – evt. bytning af trøjer – eftertilmelding med mere.

Deltagerne samles herefter udenfor hallen eller på de grønne arealer. Arrangørerne opfordrer til, at firmaholdene har et firmaflag-banner-skilt med, da dine kolleger ellers kan have vanskelighed ved at finde sit hold i dette mylder af festglade kvinder. Inden deltagerne begiver sig ud på ruten, vil aftenens gæstetaler gå på scenen efterfulgt at præmieoverrækkelse.

Kl. 18.00 lyder startskuddet til gåturen ud i den forårsgrønne natur.

Få dine kollegaer, veninder eller klubkammerater med ud at gå og få en god fælles oplevelse, som giver trivsel og sammenhold samtidig med, at I gør en forskel.

Ladywalk byder på ruter på 3, 7 og 12 km med start fra SFS-Hallen. Alle ruter følges ad indtil Kathrinelund, hvor 3 km-ruten drejer fra, mens 7 og 12 km fortsætter mod Klinting. Herfra fortsætter 7 km-ruten gennem Vollerup og Huholt, mens 12 km-ruten går mod Stenholt, Gendarmstien og Lambjerglund, inden den slutter SFS-hallen.

Man tilmelder sig via Ladywalk.dk