Fra kluntet landkrabbe til elegant kajakroer

Lone Janet Andersen-Lind på vandet. Foto: Kenney Flink Steengaard Madsen. Privatfoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
16. marts 2025 kl. 05:50

Læsetid: 3 minutter


Af Lone Janet Andersen-Lind

I flere år har jeg kastet længselsfulde blikke efter kajakroere, der gled forbi på vandet som elegante svaner, når jeg var på vandretur. Jeg ville så gerne være en af dem, men på grund af leddegigt, overvægt og en alder som hastigt nærmede sig de 50 år, mente jeg ikke, det var muligt.

I sommeren 2023 så jeg et opslag om et åbent hus-arrangement i Augustenborg Roklub, hvor man kunne prøve at ro havkajak. Jeg tænkte, det var chancen for endelig at slå min umulige drøm ud af hovedet.

På grund af min leddegigt kan jeg ikke bøje mine knæ mere end 90 grader. Jeg forventede derfor, at jeg ville blive sendt hjem igen, så snart det viste sig, at jeg ikke kunne komme ned i kajakken. I stedet blev jeg mødt af en vilje til at finde løsninger, tænke innovativt og tilpasse teknikker, så jeg også kunne være med.

I dag er jeg et levende eksempel på, at kajakroning er for alle uanset fysik og helbredsmæssige udfordringer. Det vigtigste for, at projektet kan lykkes, er viljen hos den enkelte og instruktørens evne til at finde løsninger på de udfordringer, der måtte opstå.

For lidt over et år siden tvivlede jeg på, at jeg nogensinde ville komme ned i en kajak. Men allerede tre måneder senere bestod jeg frironingsprøven, og et år senere gennemførte jeg en 120 km lang tur rundt om Als i havkajak.

I dag er jeg lykkelig for, at jeg benyttede muligheden for at prøve at ro havkajak tilbage i 2023. Jeg elsker fornemmelsen af at glide afsted på vandoverfladen, hyggen og samværet med de andre roere, oplevelserne på vandet, når vi ser sæler eller marsvin, og den ro, man får i hovedet og kroppen, når man har været på kajaktur.

Jeg kan kun anbefale andre at springe ud i det, hvis I også går med en drøm om at prøve at ro i havkajak. I Augustenborg Roklub, men sikkert også i andre ro- og kajakklubber, får man tre gratis prøveture til at finde ud af, om kajakroning er noget for en. Man risikerer derfor højst at få en masse dejlige oplevelser og gode grin ud af at møde op for at prøve det af.

Er du interesseret i at høre mere eller få en prøvetur i en havkajak, så kom forbi klubben en onsdag i sommerhalvåret kl. 18.00. Vi starter et nyt intro-hold den 7. maj 2025, så sæt gerne kryds i kalenderen.

I Augustenborg Roklub kan man også dyrke traditionel roning. Vi har 3 forskellige typer robåde: Inrigger, Singlesculler og Coastal båd.

Minimums-aldersgrænsen for optagelse i roklubben er 12 år.

Læs mere om klubben på augustenborg-roklub.dk

Læs også...  Emil Flemming Lausten kommer hjem til FC Sønderborg