Fordrag om yderområder og om opløsningen blandt de blå partier

Yderområder og det aparte København.. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
10. marts 2025 kl. 05:50

Læsetid: 2 minutter


Lars Olsen er medforfatter til debatbogen ’Det de kalder udkant kalder vi hjem: Yderområder, købstæder og det aparte København’. På torsdag klokken 17:30 holder han foredrag i Folkeuniversitet i Alsion.

I hovedstaden stiger indkomster og formuer hastigt, nye højindkomster flytter til. København har ligefrem råd til at sænke skatten. Helt modsat står det til i mange yderområder, hvor den sidste bus kørte i går, banken har lukket for lån og folkeskolen drejer nøglen om.

Foredraget veksler mellem analyser, Danmarkskort og erindringsglimt fra København og Vestsjælland og finurlige film- og tv-klip. Polariseringen er også kulturel og politisk. Der er langt fra Dølle på Lolland, det store kræmmermarked med damefrokost og mandestrip, til woke-studerende i København, der bliver krænket af mexicanerhatte. Skellet mellem center og periferi har ført til kriser i Frankrig, Tyskland og USA. Også herhjemme skaber det politisk mistillid, når mennesker i periferien føler sig hægtet af.

Heldigvis er det også en optimistisk fortælling: Børnefamilierne flytter ud af de største byer, og industrier indenfor medicin og klima skaber job i produktions-Danmark. Det er på høje tid, vi griber mulighederne, skriver Folkeuniversitetet i en pressemeddelelse.

Torsdag den 20. marts kommer Christian Egander Skov, der er forfatter og ph.d. Han vil fortælle om opbruddet i Den Blå Blok og det er igen klokken 17:30 hos Folkeuniversitetet i Alsion.

Dansk politik er under forandring, magten har samlet sig på midten. Men i vores samfund kommer der stadig større afstande mellem os, og vi har vidt forskellige verdensbilleder. Det mærker man måske stærkest, når man selv bor på afstand af magtens og kulturens centrum.

Hvad stiller vi op med alle disse udfordringer?

Foredraget tager udgangspunkt i den radikale forandring af dansk politik i de seneste år, og søger at indkredse og finde svar på, hvad det siger om vores samfund og vores forhold til hinanden.

Christian Egander Skov har skrevet den prisbelønnede bog ’Borgerlig krise: Det ideologiske opbrud i blå blok’.

Tilmelding til Karen Mølbæk på telefon 2610 9864 eller på mail til kmob1972@gmail.com