Torsdag aften var der igen Vin & Vinyl på biblioteket i Sønderborg og der blev lyttet til sange, som har været forbudte på BBCs playlister, Forbudte Lydfrugter. Denne gang var Vin & Vinyl rykket ind i bibliotekets sal, som var fyldt.
“Jeg vil gerne sige velkommen og Vin & Vinyl startede vi for et par år siden, fordi vi gerne vil præsentere nogle af de 2500 LP’er, som vi har her på biblioteket”, sagde Camilla Uldal, som havde Claus Kliplev som medvært og discjockey.
“Kunst, musik og litteratur kan bevæge os og derfor bliver det nogle gange bandlyst i nogle lande – og så vil jeg lige sige, at jeg fortæller meget, mens Claus Kliplev ved alt”, sagde hun og tog så fat på det første af aftenens musiknumre, som havde været forbudt hos BBC.
“Det er nummeret Money for Nothing med Dire Straits – og det handler jo om, at vi ikke skal tjene penge på ingenting”.
I en verden, hvor det, der sælger, er det, der tæller, så går sådan en sang ikke.
Efter det nummer fortalte Claus Kliplev, at musiknumre, der handlede om sex eller narko og vold blev udelukket fra BBC.
“Det skete for Ice Ts Cop Killer”.
Gæsterne i salen var en fin blanding af yngre og ældre, mænd og kvinder – og mange kunne synge med på de forbudte lydfrugter.
“Der er lavet en sang, som jeg fortalte min lille søn om, inden han begyndte i skolen. Sangen handler om, at skoler er fabrikker, som lukker børn ind i den ene ende, ensretter dem i maskinerne og lukker dem ud igen. Da han så skulle begynde i skolen, ville han ikke derhen. Han havde hørt om hjemmeskole”, sagde Camilla Uldal. Herefter spillede Claus Kliplev Just Another Brick in The Wall, som blev skrevet af Pink Floyd.
“En sang, som fortæller, at børn ikke skal gå i skole, fortæller at skolerne ikke fremmer kreativitet og tager individuelle hensyn, den ville BBC ikke spille”.
Vin & Vinyl-arrangementer har altid et tema og på bibliotekets hjemmeside, kan du se, om der er en musikoplevelse, som du nødig vil gå glip af.