På torsdagens møde i Børne- og Uddannelsesudvalget skulle politikerne tage stilling til om Tidlig Tysk i de kommunale skoler skal fortsætte og de skulle også beslutte, om det skal være de enkelte skoler, der beslutter hvordan eller om der skal flere timer på skoleskemaet.
”Jeg er rigtig glad for, at der er fundet en model, der både giver mulighed for at videreføre Tidlig Tysk, og samtidig giver skolerne frihed til at beslutte, hvordan det skal gøres. Samtidig tilføres der, hvis byrådet godkender udvalgets indstilling, 3,33 millioner kroner til skolerne for at dække udgifterne til Tidlig Tysk. Det er et samlet udvalg der står bag beslutningen, hvilket jeg har lagt stor vægt på”, siger udvalgsformand Jesper Smaling til Nært & Nyt Sønderborg.
For os i Venstre er det vigtigt, at Tidlig Tysk videreføres, fordi vi er en del af grænselandet til Tyskland, som er Danmarks største samhandelspartner på rigtig mange områder. Sidste år var 100.000 arbejdes pladser afhængig af den tyske samhandel”, siger udvalgsmedlem Jimmy Simonsen fra Venstre til Nært & Nyt Sønderborg.
”Derudover har vi vores turisme, som vi i disse år satser rigtigt meget på med blandt andet åbning af Nordborg Resort om lidt, sejlerturisme og alle vores fritidshuse. Turisterne i vores område er størstedelen tysksproget: Det vil er bare lettere, når man kan kommunikere på deres sprog – som jo er tysk – uanset om vi snakker industri, service, eller turisme. Det er godt for virksomhederne og for de borgere der er ansat i virksomhederne”.
Byrådsmedlem Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti har også en mening om Tidlig Tysk, selvom partiet ikke har en plads i udvalget:
”Det var vores ambition, at Sønderborg 2016 blev en foregangskommune for tidlig tyskundervisning fra 0. klasse. Her er tysk et nabosprog, ikke et fremmedsprog, og sproget spiller en vigtig rolle både kulturelt og økonomisk. Den tætte forbindelse til Tyskland gør det særlig relevant. Tidlig tysk styrker børnenes sprogfærdigheder og kulturelle forståelse samt deres muligheder på jobmarkedet. Erfaringerne har været entydigt positive, og succesen viser klart, at vi skal fortsætte med Tidlig Tysk og prioriterer de nødvendige ressourcer til det”, siger han til Nært & Nyt Sønderborg.