Filmen ‘Hjem kære hjem’ sætter fokus på hjemmeplejen

SOSU-ansatte så film om deres eget arbejde. Foto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
9. maj 2025 kl. 05:00

Læsetid: 3 minutter


Den 32-årige fraskilte Sofie vil starte på frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter, Clara, på 10 år. Sofie er hurtig til at skabe relationer til både de ældre og sine kolleger og mærker glæden ved at gøre en forskel. Men snart oplever Sofie, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen og da hun modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor Sofies omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.

Det er – meget kort sagt – handlingen i dokumentarfilmen ‘Hjem kære hjem’, der er instrueret og skrevet af Frelle Petersen, der også står bag de Bodil-vindende sønderjyske spillefilm ‘Onkel’ og ‘Resten af livet’. De medvirkende i filmen er ikke skuespillere, men ansatte i hjemmeplejen i Aabenraa og borgere, som får hjælp fra hjemmeplejen. En film som kalder på både latter, vrede og tårer, en film der giver et billede af virkeligheden.

Filmen har premiere den 19. juni, men torsdag aften fik en fyldt sal i Kinorama i Borgen lov til at se den og efterfølgende komme med deres meninger om den. Biografgæsterne var ansatte i hjemmeplejen i de sønderjyske kommuner og de var inviteret af FOA. Nogle af de SOSU’er, som var med i filmen så den også for første gang – og efter visningen kom de på scenen, hvor FOA-bæstformand Karsten Wohlgemuth spurgte dem, om det ikke var svært at være skuespillere:

“Det var ikke svært at være med. Vi tog bare tingene som de kom og jeg synes, at filmen er god”, sagde en af de medvirkende – og en anden sagde:

“Vi arbejder med det her til hverdag og vi fik fortalt om det. Jeg synes ikke, det var svært, for det var jo virkeligheden”.

De alle var enige om, at instruktøren faldt helt naturligt ind i det.

“Og vil han skifte job, så har han bestemt en chance i hjemmeplejen. Der mangler vi hænder”, sagde de.

En vigtig film

Instruktørens mening med filmen er, at den skal oplyse ganske almindelige mennesker om, hvad det er, som hjemmeplejen laver. Vise at alle opgaver er under et tidspres og vise, hvor meget hjemmeplejens medarbejdere gør for at få minutterne til at tælle for de ældre.

“Når der er kommunal- og folketingsvalg, så bliver der snakket meget om ældrepleje, men alle dem i sundhedsfagene bliver glemt, så snart vi har sat vores kryds”, sagde Frelle Petersen, som ønsker, at hjemmeplejen fik mere tid, så de kunne give hver enkelt af de ældre den omsorg, der er brug for.

En af de medvirkende, fortalte, at det ville hjælpe, hvis SOSU-ansatte fik en bedre løn, at der kom flere ansatte og også at der var mere tid til de ældre.

“Vi skal ikke få de ældre til at overleve. Vi skal få dem leve, mens de er her – og det betyder, der også skal være tid til en snak over en kop kaffe eller til lige at ryge en smøg sammen”, sagde hun.