Er trivslen blandt børn unge egentlig i frit fald?

Forskerne Karen Wistoft og Lars Qvortrup. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
19. marts 2025 kl. 05:45

Læsetid: 2 minutter


Kom til et interessant foredrag om en aktuel samfundsdebat, når forskerne Karen Wistoft og Lars Qvortrup sætter trivsel og mistrivsel under lup. Med deres nyeste forskning leverer de en skarp, men kærlig kritik af den ophedede trivselsdebat og mediernes overfladiske dækning.

Foredraget holdes på biblioteket i Sønderborg onsdag den 26. marts klokken 19.

I løbet af kort tid er det blevet en offentlig sandhed, at næsten halvdelen af alle børn og unge mistrives, og at de er ofre for et samfund, der er indrettet uhensigtsmæssigt. Men er det virkelig så simpelt? Er trivslen blandt børn og unge virkelig i frit fald? Og kan samfundsmæssige vilkår alene forklare mistrivsel?

Wistoft og Qvortrup dokumenterer, at de fleste børn og unge faktisk trives, og de udfordrer den udbredte opfattelse, at mistrivsel kan ‘udryddes’. I stedet argumenterer de for, at vi bør fokusere på at gøre børn og unge ”trivselskompetente” – altså i stand til at håndtere livets uundgåelige modgang.

Foredraget, og Wistoft og Qvortrups bog, Trivsel og mistrivsel, henvender sig til lærere, pædagoger, politikere, forældre og alle, der har indflydelse på børns og unges liv.

Gå ikke glip af en vigtig og nuanceret diskussion om, hvordan vi bedst styrker trivsel i en tid, hvor debatten ofte er præget af forsimplede svar.

Unge under 26 år skal betale 50 kroner for at høre foredragsholderne – og de, som er over 26 år skal betale 80 kroner.