Sønderborg Musikskole inviterer hele kommunen til at slå sig løs i toner, rytmer og kreativ energi, når de lørdag den 24. maj fra kl. 10:00 til klokken 14:30 slår dørene op til årets festligste dag. Det bliver en festdag fyldt med livemusik, dans og kreative overraskelser, og alle er velkomne!
275 elever – og sammenlagt 9 timer med musik
Hele 275 talentfulde elever står klar til at fylde dagen med musikalske oplevelser på tre scener – én udendørs og to indendørs – hvor alt fra klassiske toner til pop, rock og ballet vil strømme ud i forårsluften. Musikskolens mange afdelinger går sammen om at skabe en dag, der emmer af glæde, engagement og fællesskab, skriver Musikskolen.
Kreativitet for hele familien
Musikskolen får fornemt besøg af Billedskolen fra Oksbøl, der gør et område til et levende, kreativt værksted. Her kan både børn og voksne slippe fantasien løs i farverige aktiviteter og sjove workshops. I Musikskolens foyer vil det være muligt at gå på musikalsk skattejagt.
Festivalstemning med mad og hygge
Ingen fest uden god mad – derfor kan der hele dagen købes lækre mad- og drikkevarer, så stemningen kan nydes med fuld energi og maven fuld.
Musikskolens Festdag er for alle, uanset om du elsker at lytte, danse, synge, male – eller bare være en del af noget fantastisk. Vi lover en dag, hvor musikken bobler, kreativiteten blomstrer og fællesskabet får nye toner.
Kom og vær med til at fejre Sønderborg Musikskole – de glæder sig til at se dig!