Forældre, trænere, frivillige – og ikke mindst en masse glade ponyer og deres ryttere fra hele landet – fyldte lørdag ridehallen hos Sundeved Rideklub. Klubben er igen i år vært for dressur-landstævnet ECCO-Cup, som strækker sig over to weekender i marts.
Denne weekend var det ponyernes tur til at vise, hvad de kunne, og blandt deltagerne var 13-årige Freja, den eneste lokale ponyrytter i feltet. Sammen med sin pony, Misse, gik hun på banen for at konkurrere. Trods sin unge alder har Freja allerede seks års rideerfaring og er en rutineret rytter.
Desværre var både Freja og Misse ikke helt i topform denne gang, og det rakte ikke til en placering i toppen. Alligevel var Freja glad for at deltage og tage oplevelsen med sig.

Freja og hendes pony Misse var glade for at være med.
Tina Müller fra Sundeved Rideklub fortæller, at det i næste weekend bliver de store hestes tur til at dyste. Hun fremhæver også den store opbakning fra de mange frivillige, der hjælper til på forskellig vis – nogle som staldvagter, andre med at styre parkeringen af de mange biler og trailere, mens flere har bagt kager eller giver en hånd med i cafeteriet.
Det hele foregår på Sundeved Rideklub i Vester Sottrup og alle er velkommen til at kigge forbi.