Et attraktivt område at bo og leve! – hvor står vi, og hvor vil vi hen?
Det er temaet og spørgsmålene og dem sætter Socialdemokratiet nu til debat, når alle med interesse for udviklingen i Guderup, Stevning og Elstrup inviteres til Det derbAtter onsdag den 9. april kl. 19-21 hos Risa i Guderup. Emnet er udviklingen af Guderup, Stevning og Elstrup, og sammen skal deltagerne bla. debattere boligudvikling, tilflytning, foreningsliv, skole, turismepotentiale og sammenhængen mellem de tre byer.
Alle skal inddrages
Alle er inviteret med, når udvikling og fremtid i Guderup, Stevning og Elstrup sættes på dagsordenen, for selvom det er Socialdemokratiet, der inviterer, er arrangementet upolitisk.
”Vi har alle en stærk og fælles interesse i at udvikle Guderup, Stevning og Elstrup. Så vi vælger at sætte fokus på alt det, der samler os, i stedet for det, der skiller os. Vi har brug for alle gode kræfter, når vi skal sikre, at den udvikling, der sker på Nordals i disse år, som også kommer Guderup, Stevning og Elstrup til gode. Flere skal have øjnene op for de muligheder, der findes i de gode og tætte lokalsamfund. Derfor er det helt afgørende at inddrage alle, der bor og lever her i udviklingsarbejdet. Vi håber derfor, at rigtig mange vil komme og være med til at debattere vores fælles fremtid”, siger socialdemokraterne Jette Damsø Henriksen og Jesper Larsen i en pressemeddelelse.
”Hele Nordals er i en rivende og rigtig positiv udvikling og hele området går nogle spændende år i møde, bl.a. med åbningen af Nordborg Resort i starten af 2025, som vil skabe flere arbejdspladser og markant øget turisme. Det bringer helt nye muligheder med sig, som der er rigtig god grund til at sætte fokus på. Det store potentiale går hånd i hånd med de mange spændende projekter, der er igangsat i Guderup, Stevning og Elstrup omkring bl.a. boligudvikling i Guderup, Elstrup Mølle og levende fællesskaber i Stevning”, siger borgmester Erik Lauritzen.
Korte indlæg og tid til debat
Aftenens program bliver indledt med 4 korte indlæg af ca. 10 minutters varighed
Elstrup Mølle og Mølleinstituttet v/ Carsten Sahl Andersen og Morten ’Møllerbygger’ Petersen
Stevning; En levende landsby v/ Flemming Vejlin og Jacob Hollender, Stevning Landsbylaug og Aktivitetshus
Guderup Bylaugs arbejde v/ Lone Damm, formand for Guderup Bylaug
Udviklingsforum for Nordals projekter v/Jesper Larsen, medlem af Udviklingsforum for Nordals
Herefter vil der omkring bordene være god tid til dialog og debat og alle inviteres til at bidrage med ideer og inspiration til den videre udvikling af Guderup, Stevning og Elstrup.
Socialdemokratiet byder også på kaffe, te og kage.
Den frie politiske debat er under pres
Syv ud af ti danskere holder sig fra at ytre sig på sociale medier på grund af hadtale. Det viser en meningsmåling, der er udført af instituttet Kantar Public på vegne af Amnesty International Danmark. Det har ifølge Amnesty International Danmark alvorlige konsekvenser for den demokratiske samtale i Danmark. 86 procent af danskerne erklærer sig i samme undersøgelse helt eller overvejende enige i, at hadtale på sociale medier udgør et alvorligt samfundsproblem.
Læs mere på Amnesty.dk
Det derbAtter
Det derbAtter er udviklet og initieret af Socialdemokratiet i Sønderborg, der ønsker at revitalisere og styrke den lokalpolitiske debat og bringe den fysisk rundt i hele kommunen til alle indbyggere uanset politisk overbevisning. Debatarrangementerne vil eksperimentere med forskellige former og indhold med fokus på vidensdeling og konstruktiv debat.
”Vi tror på, at der i mødet mellem mennesker er en anden positiv og konstruktiv dynamik, end når vi hver især sidder bag en skærm og kæmper for at få ret og overbevise andre om netop vores holdning. Derfor håber vi, at vi med Det derbAtter kan være med til at skabe en kultur, hvor det er vigtigere at lytte end at tale, og hvor vi forbeholder os retten til at blive klogere og dygtigere i mødet med borgere, foreninger og organisationer”.