Det ‘derbAtter’: Hvad vil gøre Dybbøl til et endnu bedre sted at bo?

Foto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
6. marts 2025 kl. 06:00

Læsetid: 3 minutter


Dybbøl-området er et af de mest søgte og attraktive områder at bosætte sig i Sønderborg Kommune, og udviklingen går stærkt. F.eks. er den lokale skole under modernisering, og der er afsat midler til at projektere en ny daginstitution. Samtidig er området kendetegnet af et stærkt fællesskab med bl.a. fællesspisning og fællesløb – og endnu mere er på tegnebrættet. Det er alt sammen noget, som indbyggerne kan få indblik i, når hele bydelen inviteres til debat om områdets fremtid mandag den 17. marts kl. 19.00 i Dybbøl Forsamlingshus.

”Selvom Dybbøl er et fantastisk sted at leve og bo, er det jo ikke nogen grund til at hvile på laurbærrene. Vi skal blive ved med at sikre, at Dybbøl udvikler sig og er en rigtig god ramme om det gode og aktive liv, der leves i området. Hvordan vi gør det, er der ikke nogen, der er bedre til at svare på, end indbyggerne i Dybbøl. Så derfor har vi taget initiativ til et Det derbAtter-arrangement, der skal sætte fokus på udviklingen i Dybbøl”, siger Jesper Smaling, der bor i Dybbøl og sidder i byrådet for Socialdemokratiet.

Åbent for alle

Selvom det er Jesper Smaling og Socialdemokratiet, der inviterer til debat, er arrangementet upolitisk og åbent for alle.

”Partipolitik og særinteresser er fuldstændig ligegyldige, når vi skal sætte Dybbøl til debat. Det handler alene om, at indbyggerne kan komme til orde, og alle os, der bor her, er jo ligeså forskellige som alle andre steder. Men det, vi alle har til fælles, er kærligheden til og interessen for vores område, ligesom jeg tror, at vi alle deler et stærkt ønske om den fortsatte positive udvikling i Dybbøl”, siger Jesper Smaling i en pressemeddelelse.

Korte indlæg og masser af tid til debat

Det derbAtter om Dybbøls fremtid indledes med fem korte indlæg af maks. ti minutters varighed. Her får deltagerne en en status på den aktuelle situation i Dybbøl. Indlæggene er:

KFUM Spejderne og Kraftcenter Dybbøl v/Nis Thaysen og Jørgen Aaskov

Aktivitetsgruppen, arrangementer i Dybbøl v/Mads Hansen – Tovholder.

Dybbøl Fodbold, Udviklingsperspektiver herunder kunststofbane v/ Per Madsen og Thomas Sonne

Ny daginstitution i Dybbøl v/Jesper Smaling, Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget

Kort status på renovering af Dybbøl-Skolen v/Jesper Smaling, Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget

Efter de korte indlæg er der åben og fri debat og dialog ved bordene om den fremtidige udvikling af Dybbøl. Her vil alle have mulighed for at komme til orde og sætte deres præg på udviklingen Ideen er, at hvert bord afslutningsvist fremlægger deres bedste bud på og ønsker

til den fremtidige udvikling i Dybbøl, som der bagefter skal arbejdes videre med både i lokalsamfundet og i det politiske.

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding. Der serveres the, kaffe og kage, og debatten forventes at slutte omkring kl. 21. 15.