Det er tidligere besluttet, at kommunen ikke skal arbejde på at få lagt en alternativ vej til Fiskerløkken, som er ramt af væsentlig mere trafik efter der blev bygget kæmpe-sommerhuse, hvor lejerne kører ind og ud ad Fiskerløkken.
“Det har ikke været muligt at købe jord, så der kan laves en ny vej, så de 2,6 millioner kroner, vi satte af til den, dem vil Teknik, By og Boligudvalget gerne beholde og bruge på en anden løsning”, sagde borgmester Erik Lauritzen på byrådsmødet onsdag og han tilføjede, at der i Økonomiudvalget var enighed om, at pengene skal tilbage i kassen.
“Dem på Fiskervej er bekymrede for, at der ikke kommer til at ske noget med vejen, så vi skal have lavet en konkret plan”, sagde Bo Kleis Christensen fra Nye Borgerlige.
Socialdemokrat Kristian Beuschau fortalte, at der skal findes en løsning.
“Og lige nu skal der laves en trafiktælling, så vi kan gøre vejen så sikker som muligt”, sagde han.
Tage Petersen fra Venstre huskede tydeligt, dengang det blev besluttet, der skulle laves en alternativ vej ind i området.
“Dengang sagde jeg, at hvor der er vilje, der er der en vej – men det kom der ikke her. Så vi må i gang med det næstbedste, som er at gøre Fiskerløkken trafiksikker”.
Asger Romme Andersen huskede også, at sagen handler om, der blev bygget alt for store sommerhuse, så lokalplanen skulle ændrers for at sikre, at de ikke skulle rives ned igen. En løsning der ville have ført et erstatningskrav med sig.
“Men årsagen til problemet er, at der blev bygget kæmpe sommerhuse og lektien må være, at det skal vi undgå i fremtiden”, sagde Enhedslistens Asger Romme Andersen.
Borgmesteren huskede byrådsmedlemmerne på, at den sag, der var på bordet, den handlede ene og alene om, om udvalget skulle lægge de 2,6 millioner kroner tilbage i kassen eller om de kunne beholde dem i forvaltningen.
Der var enighed om, at pengene skal retur.