Den 1. maj åbner Den Kongelige Køkkenhave

Den Kongelige Køkkenhave. Pressefoto af: Sønderborg Kommune


Ole Kæhler
Ole Kæhler
22. april 2025 kl. 16:03

Læsetid: 2 minutter


Den Kongelige Køkkenhave glæder sig til at byde alle velkommen til en ny sæson. Som noget nyt vil Den Kongelige Køkkenhave være åbent til og med efterårsferien.

Den Kongelige Køkkenhave er et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune, som ud over at være et yndet turistmål også beskæftiger en række borgere i et socialpsykiatrisk projekt. Køkkenhaven har vist sig at være et meget velegnet socialpsykiatrisk værksted, for borgerne er meget glade for at arbejde i naturen, ligesom de nyder at se deres håndværk udstillet i butikken og møde havens gæster.

Sæsonåbningen sker torsdag den 1. maj kl. 10 og i år er Broager Plejecenter og Rinkenæs Børnehave inviteret med til åbningen. På dagen får børnene fra børnehaven mulighed for at plante squash og græskar, skriver Sønderborg Kommune.

Nyt projekt i haven

I haven er medarbejderne i gang med at omlægge det gamle staudebed til et hûgelbed, en særlig form for højbed, som er bygget af organiske materialer som træstammer, grene, kviste, kompost og jord i lag.

Nye tiltag i café og butik

I cafeen introduceres et udvalg af friske salater og lækre tærter som supplement til stedets lækre sandwich, kaffe og kage.

Butikken præsenterer i år en række nye varer fra væksthusets værksted. Blandt nyhederne finder man smukke sølvøreringe lavet af pelargoniekopper og -blade, unikke tehætter og bøllehatte samt en videreudvikling af keramik.

Der er også et samarbejde med nye forhandlere, som tilbyder nøje udvalgte varer til køkkenhaven. Herunder Hanataba, der betyder buket på japansk, og som giver mulighed for at skabe de flotteste buketter. Derudover præsenteres legetøj i et kongeligt univers med slot, konger, dronninger, prinser og prinsesser.

Det er fortsat muligt at købe populære produkter som strikkede ponchoer i lækkert uldgarn, pileflettede træer, unikke forkobringer af produkter fra haven, sæbe lavet med produkter fra haven og meget mere.

Åbningstider i Den Kongelige Køkkenhave

Maj: Torsdag til søndag kl. 10-17. Der er lukket 2. Pinsedag.

Juni-august: Alle ugens dage kl. 10-17. Der er åben Grundlovsdag den 5. juni.

September: Torsdag til søndag kl. 10-17.

Oktober: 1.-12: Åben torsdag til søndag fra kl. 10-16.

Efterårsferien: Åben mandag til søndag fra kl. 10-16.