Comedy under åben himmel

Jonas Mogensen optræder i Mølleparken. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
5. marts 2025 kl. 11:00

Læsetid: 2 minutter


Kultur i Syd prøver nu noget helt nyt med ‘Open Air Comedy’ i Mølleparken!  Den 14. august er der en aften under åben himmel med fem kendte komikere.

’Vi løfter nu sløret for to af komikerne: Martin Kanstrup og Jonas Mogensen’, skriver Kultur i Syd.

Det bliver en dejlig sommeraften med masser af grin under åben himmel.

Jonas Mogensen er en ekstremt morsom og unik komiker med sin helt egen afslappede stil. Ved Comedy Aid 2018 blev han præsenteret som ’dansk standups drøvtygger’ og det er ikke uden grund.

Hans tilgang til comedy er som at tage en slapper med en gammel ven. Han er en sindig historiefortæller, der har en fantastisk evne til at male levende billeder med sine ord. Med Jonas på scenen, griner du ikke kun af hans jokes – du bliver revet med i hans detaljerede fortællinger, uanset om de handler om at afkalke en vandlås eller at påkøre et rådyr i mosen.

Martin Kanstrup er en vaskeægte entertainer, trubadur og spillemand, der med sit unikke mix af musik og humor har indtaget den danske komikscene. Inspireret af legender som De Nattergale, Allan Olsen og Niels Hausgaard, har Martin formået at skabe et show, der både underholder og berører.