Byrådet godkendte Idræts- og Fritidspolitikken

Jan Prokopek Jensen sagde, at idrætsfaciliteter skal holdes vedlige. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
1. maj 2025 kl. 05:30

Læsetid: 2 minutter


Den nuværende Idræts- og Fritidspolitik udløb med udgangen af 2024 og ligger en ny klar med en række forslag til handlinger, som skal gælde frem til 2028.

På byrådsmødet i går, onsdag, skulle de folkevalgte godkende den nye politik – og det gjorde de.

“I min verden er idræt og foreninger katalysator for det det gode liv og vi favner bredt. Flere end 30.000 personer er med”, sagde Jesper Larsen fra Socialdemokratiet og Christen Leiendecker fra Slesvigs Parti sagde:

“Vi sætter rammerne, så alle kan deltage i foreningslivet. Fritidsliv skal være for alle”.

Thomas Worm Larsen fra Venstre var også kortfattet:

“Jeg vil nøjes med at sige tak til alle dem, der har arbejdet med det her”.

Enhedslistens Asger Romme Andersen satte flere ord på.

“Politikken er fyldt med gode intentioner, så Enhedslisten bakker op. Politikken er en positiv spiral til gode liv for mange, men vi skal have flere tilbud til børn med særlige behov og den opgave skal vi tage på os”, sagde han.

Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti ser også mange gode ting i den nye Idræts- og Fritidspolitik:

“Men det bliver handlingerne, der viser politikken – og så er det dejligt, at mennesker med særlige behov er tænkt ind – og nu skal vi også tænke dem ind i nogle sideevents, når vi skal have DGI Landsstævne, så de mennesker også får en på opleveren”, sagde Lydal.

Jan Prokopek Jensen fra Socialdemokratiet har bemærket, at der er flere steder, hvor idrætsfaciliteterne er slidte.

“Så jeg drypper lidt malurt i bægeret, fordi der nu skal laves handleplaner og det gør, der skal sættes penge af. Og husk, at idrætsfaciliteter skal holdes vedlige”, sagde han.