Byrådet godkendte der sættes elektronisk krydser til ældrerådsvalget

Ældrerådet fik forslag endeligt godkendt af Byrådet. Arkivfoto af: Sønderborg Kommune


Ole Kæhler
Ole Kæhler
22. maj 2025 kl. 04:30

Læsetid: 2 minutter


Ældrerådet har arbejdet med og forholdt sig til forskellige valgformer for det kommende ældrerådsvalg. Efter grundige overvejelser har rådet besluttet at anbefale et fremmødevalg, men at både opstilling, tilskrivning, valghandlingen og optællingen foregår digitalt.

“De ældre, som er fritaget for MitId og digital post, skal blot tage deres sygesikringskort med på valgstedet og så bliver de guidet”, sagde Orla Skovlund Hansen fra Ældrerådet til Nært & Nyt, inden byrådsmødet onsdag, hvor de folkevalgte skulle godkende, at ældrerådsvalget bliver, som Ældrerådet ønsker det.

“Vi havde sagen på vores dagsorden og vi sendte den videre til Økonomiudvalget og nu er den i Byrådssalen – og jeg anbefaler, vi stemmer ja til forslaget og sikre, der skiltes tydeligt til de lokaler, hvor der skal stemmes til Ældrerådet”, sagde Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti. Han er formand for Social, Senior og Handicapudvalget.

“Hvordan får vi flest ældre til stemmeurnerne? Svaret er hybridvalg – fysisk fremmøde kombineret med digital støtte. Christel Leiendecker, Kirsten Bachmann og jeg bakker op om Ældrerådets anbefaling, for erfaringen er klar: Når man kan møde op, stiger stemmeprocenten markant. Og med hybridvalg skaber vi tryghed og teknologi i balance, så ingen ældre bliver glemt – alle får mulighed for at stemme”, sagde Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti.

“Høj valgdeltagelse sikrer et stærkt og legitimt ældreråd, der kan løfte ældres stemme i byrådet. Ældrerådets arbejde skal markeres med et synligt valg uden at overskygge kommunal- og regionsrådsvalget – men også omvendt – med den opmærksomhed, det fortjener. Valgstederne skal være tydelige og trygge – med klar skiltning og hjælp fra tilforordnede, så alle kan stemme uden besvær”.

Læs også...  Kommunen stiller økonomisk garanti for SONFOR