Den 58-årige Kim Skriver er stoppet som formand, men ikke med bestyrelsesarbejde i Alsia og den knap 40-årige Christopher Nordquist er den nye formand, og han har som enkelte tidligere formænd i Alsias 104-årige historie ikke været aktiv på brydemåtten, men er kommet med i lederarbejdet via børnene Silje og Sirius’ engagement som aktive i Brydeklubben Alsia.
Til gengæld er Christophers hustru Christina Nordquist tidligere brydepige, som ovenikøbet kan smykke sig med en dansk titel. Både Christina Nordquist og datteren Silje hjælper til som trænere i brydelokalet i kælderen under Humlehøj-Hallen, og det sidste nye er, at Alsia er i gang med et nyt initiativ – nemlig et tumlingehold for børn mellem 3 og 6 år. Her drejer det sig om leg og motorik, skriver brydeklubben.
Christopher Nordquist er født på Sjælland, men er opvokset i Sønderborg. Han er uddannet markedsøkonom og har været bilsælger. Nu arbejder han på tredje år i Padborg i Fleggaards afdeling med leasing af biler.
På Alsia´s generalforsamling stoppede også den tidligere Alsia-bryder og formand Glenn Juhl i bestyrelsen. Pladsen i bestyrelsen er overtaget af Kim Skriver.
Også Brydesportens Venner havde på deres generalforsamling udskiftning i bestyrelsen. Her er Rikke Christiansen og Claus Andersen kommet med i bestyrelsen.
Brydesportens Venner holder til i Alsia´s klubhus på Porsgrunngade 2, hvor der er lottospil hver søndag eftermiddag. Det er Alsia-bryderne glade for. Brydesportens Venner støtter de unge Alsia-brydere med økonomiske tilskud, som betyder deltagelse i brydestævner i ind- og udland.