Søndag eftermiddag var der Breckling Bogcafé i helt nye rammer og det var i Vigga ARTroom på Perlegade, hvor bogcafeens gæster havde mulighed for at forsyne sig med kaffe og med lækkerier fra en virkelig flot kagebuffet. Hovedpersonen var Hjørdis Faaborg fra Guderup, som har skrevet den dokumentarisk bog, Hvis jeg selv må bestemme. En bog der handler om Johannes og Frida – som er forfatterens oldeforældre – og deres skæbne under den preussiske besættelse gennem 56 år – fra 1864 og frem til Genforeningen. Hjørdis Faaborg har brugt fire år på at skrive og hun har skrevet bogen igennem fire gange og ‘fjernet alt pjat’.
“Hjørdis Faaborg har skrevet om de sønderjyske kvinders kamp under Den Store Krig og det er en vigtig bog”, sagde bogcafévært Allan Breckling.
“Det er vigtigt, at helt almindelige mennesker skriver deres historie. Sønderjylland er jo en speciel landsdel med en speciel historie”, tilføjede Hjørdis Faaborg. Og hendes bog handler om en stærk kvinde fra Ullerup, som var fire år, da krigen brød ud og hendes far blev sendt i krig i Frankrig.
“Når mændene blev sendt i krig, så blev de ældste piger i familierne misbrugt på den måde, at de skulle passe deres mindre søskende og hjælpe virkeligt meget til i hjemmene. Samtidig var det småt med madvarer”.
“Englænderne havde lukket af til de tyske – og dermed også sønderjyske – havne, så der kom ikke madvarer udefra. Og af det, som der blev dyrket lokalt, der blev det bedste og det meste sendt til fronten. Det var især i byerne, man mærkede fødevaremanglen og sultede og var også der, de fleste tyskere og tysksindede boede. Alligevel var det folk på landet og så en del af de såkaldt højtstående, der fik mad på bordet”, sagde Hjørdis Faaborg.
“For eksempel fik familierne i byerne kun futmælk, som er skummetmælk. Det er der ingen næring i og det er jo ikke nok for børn, som får for lidt at spise”.
Sig aldrig sandheden
“I tiden fra 1864 og frem til afslutningen på Den Store Krig foregik der en fortyskning af danskere i Nordslesvig.
“Danskerne lærte hurtigt, at de aldrig skulle sige sandheden, når der var tyskere og tysksindede i nærheden. Allerede i skoletiden vidste min oldemor det – og engang spurgte hendes lærer, hvilket dyr, der er det farligste og hun svarede: Ørnen. Så blev hun fulgt op til overlæreren, som mente, at det var noget, hendes mor havde lært hende. Han spurgte hende, hvorfor ørnen – ørnen symboliserede jo Tyskland – var så farlig”, sagde Hjørdis Faaborg.
“Det er fordi, den har et stort vingefang, har et stort og skarpt næb og lange skarpe kløer. Den kan tage et lam eller et lille barn og tage det med hjem til sine unger, sagde min oldemor til overlæreren”.
Som et ekstra krydderi på bogcafeen læste bronzevinderen fra VM i Synnejysk, Tage Petersen, passager fra bogen – og så kom Stella Madsen og sang Ofelias arie for Hjørdis Faaborg og bogcafeens gæster.
“Hjørdis Faaborg fortæller om livet i en helt almindelig familie i tiden, hvor vi var under tysk herredømme. Den handler om en virkelighed, der ikke er mere og om rigtige mennesker, som vi aldrig kommer til at møde. Jeg vil anbefale enhver til at købe bogen og passe rigtigt godt på den. Den har stor værdi og det bliver den ved med at have”, sagde Allan Breckling til Nært & Nyt Sønderborg efter bogcafeen var slut og gæsterne var gået.
Bogen er på en af hylderne hos Bog & Idé. Du kan også skrive til forfatteren via Facebook og bestille et eksemplar – og gør det, så bliver den selvfølgelig signeret.