Børn hjalp til med at få sat 10.000 havørreder i vandet

Børn sætter havørredyngel i vandet. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
11. april 2025 kl. 15:51

Læsetid: 2 minutter


Fredag middag var der en skoleklasse, en børnehave og mange andre med, da der blev sat ørredyngel i vandet ved Snogbækskov – og for at gøre det mere spændende for børnene at være med, så blev en del af de ti centimeter lange fisk hældt over i et stort kar, hvor børnene fangede dem med små net og hældte dem ud i vandet.

Inden vognmanden kom med de små fisk, holdt byrådsmedlem Bjørn Allerelli Andersen en kort tale, hvor han blandt andet sagde:

Jeg er overbevist om, vi er mange, der er glade og stolte af Jeres initiativer og lyst til at skabe liv i de lokale åer og farvande – og heldigvis kigger vi ind i en fremtid, hvor havbunden nu får mere ro til at komme sig”.

Fiskeynglen er lokal

”Vi elfiskede havørreder her i vandet omkring Als og strøg dem sammen med folk fra Fyns Laksefisk. De tog rognen med til Odense og i dag kom der 30.000 små havørreder retur til os”, siger Per Lorenzen fra Foreningen Havørred Als.

Det at sætte ørredyngel, smolt, ud er ikke noget, som man bare lige gør. Tilløbet har varet halvandet år.

”Vi har lavet nye stenrev ved Kegnæs, Skarrev, Blå å, Snogbæk, og Krambæk på Broagerland – og de ligger tæt ved kysten på lavt vand og det gør, at det ålegræs, vi har plantet, får lys og kan gro – og det er med til at sikre, at havørredynglen har bedre muligheder for at overleve”, siger Per Lorenzen til Nært & Nyt.

Om et års tid har de små ørreder vokset sig store nok til, at lystfiskere kan fange dem.

Læs også...  Kommunen påstår en dreng med diagnose ikke fejler noget